02 03 04 ODILES BLOG 05 13 14 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 ODILES BLOG 22 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

tirsdag den 11. marts 2014

Hvorfor al den vrede?

 
-->
Kære venner.

Der er noget jeg tænker meget på, og som jeg så gerne vil dele med jer.
Jeg ved ikke om jeg rækker særligt langt ud her på min noget forsømte blog. Og jeg ved at det ikke er comme il faut at sætte samme tekst flere steder på nettet.
Men der er så meget af hvad vi må og skal og bør!

Det her, vil jeg bare tillade mig at gentage igen og igen!

Der er så meget vrede i dag. Vrede som kommer ud i grimme og nedgørende ord. Debat bliver hurtig til krig. Man bekriger hinanden for at mene noget forskelligt! Det er som om vi har glemt, at vi alle blot er mennesker, og alle har brug for at blive respekteret.

Hvad skal vi med al den vrede mod hinanden?
Hvorfor er det blevet så vigtigt at være vred?

I ved, at jeg har haft et voldsomt liv. At jeg er vokset op med seksuelt misbrug og tortur. Siden et ungt voksent liv med voldtægter og prostitution.

Nogle af jer har læst Sirenesang, og fulgte mig gennem den lukkede afdeling, hvor jeg var forsvundet for mig selv.

Siden engagerede jeg mig stærkt i debatten om kvinders og børn ret til at være frie, på krop og sind. Tog prostitutions-debatten på mig, og de fleste af jer kender mig nok herfra.

En  konsekvens af volden og overgrebene var bl.a., at min ryg bukkede under for et par år siden. Jeg blev sat stille. Den ene dag stod jeg på Østre Gasværk og talte for et publikum. Dagen efter lå jeg på operationsbordet, og måtte lukke mit professionelle liv, sætte mig i en kørestol. Læger har sagt og gjort deres, og ingen mener jeg kommer til at være smertefri og gå igen.

Jeg tror man meget kort kan sige,  at jeg har levet i mange ekstremer.
Overlevet og oplevet meget. Alt er taget ind for at finde ud af, hvordan man som menneske kan bevare sig selv. Eller skabe sig på ny.
Men allervigtigst for mig, i alt hvad jeg har oplevet, har været trangen til frihed!

Frihed til at være mig. Få lov at gå rundt uden at blive lagt hånd på.
Være fri til at formulere mine tanker, og bryde de tabuer som spærrer for frihed. Skabe min egen virksomhed, og være fri til at tale højt på vegne af mange andre.

I min søgen efter frihed opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg havde låst mig selv fast! Min krop og mit sind sad fast i fortiden. Det var frygten for hvornår døden eller voldtægten ville gribe fat i mig næste gang, der havde sat sig til at æde af mine kræfter.

Jeg prøvede med tilgivelse af fortidens personer, men jeg sad alligevel fast i at de havde gjort mig uret. De havde forbrudt sig mod mig, og fordi de havde det, var mit liv hårdt. Så gik det op for mig, at jeg havde meget at tilgive mig selv!
Så kliché og grænseoverskridende at skulle elske mig selv, når der nu var så meget galt med mig.

Men det kom, skridt for skridt – kærligheden og tilgivelsen. Smerten smuldrede, vreden også. Og efter det kom tilgivelsen af andre, og alt det som var hændt.
Det gav mig frihed, at tilgive.

At tilgive betyder på ingen måde at man accepterer uret, grænseoverskridelser eller forbrydelser.  At tilgive er at give fred; til sig selv og andre.

At tilgive betyder på ingen måde, at man skal stille sig i farezone for nye krænkelser.
Tilgivelsen rummer læren af vor fortid, og kan beskytte os i vor nutid. Uden at vor nutid er ødelagt af fortiden.

Ingen måde er mere rigtig end en anden, når det kommer til hvordan vi lever vort liv. Tilgivelse er rigtigt for nogen, men forkert for andre. Jeg er blot ude på at dele mine livserfaringer med jer, for jeg under alle at få et frit liv.


Det er derfor vi har lavet ’Powerminutes’ om tilgivelse. Jeg bruger det selv i min egen proces til at blive helt fri, også for fysiske smerter og handicap. Hvis du har lyst at prøve Powerminutes, så tast linket her:

Etiketter: , , , , ,

mandag den 10. marts 2014

Tilgivelse - det tar bare 5 minutter!

Tilgivelse?! Ja! Tilgivelse! Det handler om tilgivelse!

Fem og et halvt sprøde 'Powerminutes', hvor du blot kan læne dig tilbage og tage imod min sidste video.
Lade dig synke ind i den ro og frihed, som tilgivelse giver plads til.
Lige nu.

Nyd det! Brug det! Tag imod det!

Det er for alle, og det er lige her:



Tilgivelse, ja tak!

fredag den 28. februar 2014

En gave til dig - Powerminutes!


 Kære du.

Uanset hvordan dit liv har været og er, så har du brug for at få en dejlig lille oase i din hverdag.

Nogle mediterer, andre gør sig i mindfullness, eller går en tur i naturen.
Mange synes det er svært at meditere eller komme ned i dyb ro.
Så kommer man bare til at føle sig forkert, fordi man ikke kan det.

Derfor har vi fundet på at lave Powerminutes.

Synes bare du skal prøve det. Klart det er gratis, og
det eneste du behøver gøre er, at klikke på linket, og tag imod!

Klik her! For at komme ind til dine fem Powerminutes!


Håber så meget du vil nyde din oase! At det kan bringe dig nærmere en større ro helt generelt.
Den er lavet med glæde og kærlighed til dig, og til alle andre, der vil have gavn af det.



Etiketter: , ,

torsdag den 9. januar 2014

Seksuelt misbrug og tortur - og en ødelagt krop som voksen.

Ærlighed og synlighed var mine instinktive vidner, da jeg som barn overlevede et kvalmende mareridt af seksuelle overgreb og tortur.
Min far mestrede sin sadisme ud i detaljer.
Og min krop knækkede, tog imod og tabte gang på gang.

Som voksen tog jeg brug af ordene; skrev to bøger. Har udgivet bøger og givet interviews på DR 1/2 og TV2,  og til næsten alle danske ugeblade. Skrevet kronikker i Politikken og er blevet interviewet i næsten alle de største danske landsdækkende aviser. Jeg har talt i radioprogrammer både herhjemme og i Norge. Har stået foran mange mange mennesker, og fortalt om hvordan netop sammenhængen mellem at være udsat for incest som barn til at blive prostitueret som voksen, er meget logisk.

Jeg siger alt det her nu, som svar på den stærke reaktion der kommer på den Facebook update jeg skrev i går.

 Facebook update 8. januar 2014:

Min far tog for sig - af mig - på alle utænkelige måder, da jeg var barn. Han gav mig et indgående forhold til sex og tortur.

Hans død i foråret, var mit gensyn med ham i mange - vidunderligt mange - år.
Da hans kiste stod mere hvid end hans gerninger, sad jeg med alle smerterne i min ødelagte ryg. Smerterne fra hans ugerninger mod min krop.

Han ødelagde min ryg.
Som han ødelagde mit hoved med hjernerystelse på hjernerystelse på...
Jeg har fået for mange operationer. I ryg og i hjerne.
Jeg er døv på mit ene øre. Lægerne troede jeg havde været i trafikulykke, de kan ikke give mig hørelsen igen.
Ligesom de ikke kan tage smerterne ud af min krop.

Der hvor jeg kom fra blev jeg belært om, aldrig! at måtte fortælle noget. Heller ikke som voksen, mange år efter. Heller ikke nu!

Min bog Sirenesang, måtte jeg omskrive fra ren biografisk til fiktive passager. For at undgå at bl.a. min far ville lægge sag an mod den.

Jeg har brugt meget tid. Mange penge. Uanede kræfter på, at samle min krop op. Rense mig selv for fordærv. Og skabe mig til et menneske. Ingen har nogensinde hjulpet mig økonomisk. Det har kostet dyrt, at skulle klare alt selv.

Han var barsk i livet. Men følte sig svigtet af sin datter.
Derfor er jeg kun indstillet til en tvangsarv. Det er meget lidt jeg får. Beløbet er ret irrelevant.
Alligevel har jeg klaget! I dag.
Fordi alle skal vide hvad han gjorde; hvordan han torturerede, voldtog, solgte og hustlede sin tøs.

Hævn?
Nej, det føles ikke sådan. Det føles heller ikke som manglende tilgivelse.
For tilgivelsen blev jeg nødt til at give for mange år siden.
Hvordan skulle jeg ellers kunne leve med hvem jeg er? Han var trods alt, mit biologiske ophav - uanset han var ved at slå mig ihjel flere gange.

Så når det ikke handler om hævn eller tilgivelse - hvad er det så?
Det er at skabe mening! Med galskaben. Ved at fortælle.

For store grusomheder skal have vidner!
I ønsket om at ingen som han genopstår!

Jeg gør hvad jeg magter for at slippe min fortid.
Slippe visheden om, at jeg er invalideret af min far, rent fysisk.
At sige det højt, er det eneste som gir mening.
For mig.

Såvel som for alle jer, der kender til at ha' sådan en slags far.






Martin L. King har sagt: 'Injustice anywhere is a threat to justice everywhere '. 

Etiketter: ,

torsdag den 19. september 2013

H&M søger seriøst surmulende service-folk.

Jeg vælter mig i pudsige oplevelser med ansatte inden for det man engang kaldte service-fagene..
Bl.a. skrev jeg i går om Danske Bank -(og jo, jeg vil gerne flytte bank!)

Men der er vist ingen der slår H&M (kan I huske dengang det blev kaldt Hø&Møg?)

Forleden var jeg i H&M for at bytte et par jeans, som jeg eftertrykkeligt havde forstået s.l.e.t. ikke faldt i tøsens smag!
Nu skulle jeg finde et par, som dælme ville blive godkendt.


Så jeg tænkte, og kiggede, overvejede og fandt flere, og flere bukser frem.
Lidt af en kraftpræstation at gøre på krykker. Der kommer selvklart ingen og tilbyder hjælp, tværtimod mærker jeg noget surmuleri fra nogle af de unge ekspeditricer, som skal rundt og dimse tøj på bøjler, og stænger, og hvad det nu er de laver.
De var måske irriterede, fordi jeg var i vejen for dem, på de smalle gange, med mine krykker, og flere par bukser slænget over skuldrene, 'krykkende' frem og tilbage, for at finde dét par, som skulle med hjem.

Endelig fandt jeg dem, og krykker op til kassen, hvor der lige før havde været en til at betjene. Nå, men der gik kun små fem minutter, så kom hun da også tilbage.

Den unge ekspeditrice så ingen grund til at smile &/eller kigge på sin kunde. Men det er også standard for H&M, så man vænner sig til det. Ikke?

Så er det jeg kommer i tanke om, det sgu da nok er en forkert størrelse! Ekspeditricen var i fuld gang med at taste og taste og taste.
- Hey, vent lidt! Jeg er usikker på om jeg fik den rigtige størrelse.
Jeg skal lige tjekke et nummer større! forklarer jeg hende.
- Jamen, det kan du ikke.. Jeg er ved at taste ind!...
Hun behøver åbenbart heller ikke skjule hun er irriteret, kan jeg høre!
- Nå. Men jeg skal altså have den rigtige størrelse!
Jeg vælger at være helt uforstående. For hvorfor skulle jeg dog købe den forkerte størrelse nu, for så at gå hen og hente den rigtige størrelse. For så at stille mig i kø igen. Nej vel?

Derfor krykkede jeg mig hen til dér, hvor jeg mente at have fundet den rigtige model. Vupti! Der var et par større. Og så krykke tilbage igen.
(Jeg behøver vist ikke beskrive, at ekspeditricen ikke tilbød, at gå hen og hente et par for mig?)

Så stod hun dér. Ekspeditricen. Seriøst surmulende! Hele hendes kropssprog fortalte mig, hvor irriterende jeg var. Og hvor meget den krop dér, var ved at vende sig væk og skride.

Jeg langer jeans´ne over disken, jeg er træt nu. Og kan ikke rumme smerterne mere. Det er bare for langt ude, at jeg skal mødes med den attitude.

Hun gør så ingen antast til at tage bukserne, for at genoptage sit tasteri. Men står bare og kigger surt ned på disken.
- Hey - kan du ikke hjælpe mig lidt! Jeg ser vredt på hende. Min stemme kan blive ret stram. - Er de her den samme model, eller hvad?!
- Øh, jo.. de er den samme model.. Pippede hun med sin meget tøsede stemme. Og kunne pludselig godt huske, at hun stod der, bag disken, bag kasseapparatet, for at betjene dem der står på den anden side af disken. Dem med dankort i hånden. At det i dag ikke er hende, der shopper.

Hihiihii... Man bliver nødt til at grine af det!
For det ændrer sig nok ikke. Og så må man sige hvad det er, man gerne vil have.

Sådan er det med alt i livet. Ikke at alle man møder, ikke gider være i kontakt med en - eller være hjælpsomme. Men man bliver nødt til at kunne formulere hvad man vil have - hvis man vil ha' en chance for at få det.

Etiketter:

tirsdag den 17. september 2013

At være gift kræver mod!

Meget livsbekræftende og kærligt, at modtage så mange menneskers gode ønsker for Poulsen og jeg på vor kobberbryllupsdag i går.

For nå ja, det er den store single-tidsalder. Og tidsalder, hvor man via bureauer kan finde sig en elsker/-inde, som en sideorder til ægteskabet.

Alle kan gå hen og gifte sig. Det behøver man hverken forstand, penge eller endog kærlighed for at gøre.
Og mange skilles også igen.

Så er der dem, der nøjes. Dem der aldrig tør spørge manden/konen: 'Hvad tænker du egentlig på?'
Eller: 'Ved du hvad jeg kan li`?' Men bare lever livet sammen, fortsat, uden at turde udvikle sig. Eller stille krav til sig selv, og den anden.

At forblive i en relation, med den ægthed der nødvendigvis betyder man skændes, man elsker, man griner, man tuder. Man går i krise, man støtter hinanden. Man udvikles, og oplever hver for sig, og opdager hvor meget man stadig kan inspirere hinanden. For at forblive i en relation, behøver jeg den ægthed, og det mod på, at skue under overfladen. For ved at være sammen med et andet menneske i den ærlighed, bliver man nødt til at se ud over *mig selv* i en konstant spejling.
Love it!

I mit ægteskab er det ikke så meget det uden om os, der betyder noget. Ikke fordi vi ikke kan lide luksus eller drømmer om lækre huse. Rengøringshjælp i topklasse, og hjælp til alt det praktiske i hverdagen. Men det som binder os sammen, er den evige inspiration vi gir hinanden. Den nysgerrighed på hvad den anden indeholder, og hvordan vi hele tiden udvikles.
Og selvfølgelig hører vi bare sammen, fordi ingen andre kan sætte så meget i bevægelse hos hinanden, som vi kan.

Etiketter:

tirsdag den 10. september 2013

Børnenes seksualitet - som er helt deres egen!

Børn og seksualitet.
Tre ord de fleste reagerer med modstand på.

Børns seksualitet.
Hvor meget ved du om det?

Jeg kæmpede i flere år, da mine unger gik i vugger og børnehave for, at børns seksualitet skulle på dagsordenen, på lige fod med samarbejdsprincipper eller madordning, når pædagogerne holdt pædagogiske møder mm.
Det lykkedes aldrig - jeg efterlyste en slags seksual-politik.

For hvordan skal voksne der intet begreb har om børns naturlige, i-sig-hvilende seksualitet, kunne reagerer;
1) konstruktivt i mødet med barnets seksuelle udtryk
2) konstruktivt i mødet med børn der viser tegn på at være seksuelt misbrugt

Nej vel?
Giver ingen mening.

Tjek evt lige artiklen fra Information, som jeg synes indeholder et væsentligt starter kit, når man skal videre fra at reagerer med en stærk følelse af provokation & frygt, når man læser ordene børn og seksualitet i samme sætning.


Informations artikel 


Etiketter: ,

mandag den 9. september 2013

Hvordan fås den gode sunde søvn?

Har du det ligesom jeg?
Er du også sådan et menneske, som aldrig har kunne sove mere end max 2-3 timer i træk?
Og ellers opvågning hver halve - hele time.
Når det er rigtigt skidt, ingen søvn i 1 1/2 døgn - 2 døgn.
Eller er du et menneske, der sover hver nat?

Mange oplever først afbrudt søvn hver nat, når de får baby inden for hjemmet. Og da er det dog midlertidigt. Men det gør ikke desto mindre stærkt indtryk - at miste sin søvn.

Well, det er meget slidsomt ikke at sove. Jeg levet i snart 46 år, og mærker at jeg ikke kan 'tåle' det mere. Før - som yngre - da var det bare vilkåret. Jeg tænkte ikke over, at det kunne være anderledes.
Men som I alle ved, så er der meget der ændrer sig for en fysisk, når man passerer de 40.
(Eller det er nok her, man for første gang opdager, at man ikke har den ungdommelig styrke, og at man ikke kan optræne den igen. Man begynder også at mærke de år man har levet, og hvordan man på forskellig vis er blevet slidt eller mærket på fysikken.)

De sidste par år, har jeg valgt at tage medicin for at sove. Og oplever, at jeg faktisk får 4-5 timers uafbrudt søvn. Det er enormt attraktivt! Jeg kan ikke lade være med, at ville sove!! Alternativet har ligesom udspillet sig selv...

Men lægevidenskaben si´r, at sovemedicin er skadeligt, da man ophører med selv at kunne skabe melatoninen/søvnen. Og man ikke kommer i rem-søvn. Og alt muligt.
Men lægevidenskaben giver samtidig ingen andre forslag til hjælp. Hvad så?

Det er et stort dilemma. Jeg har endnu ikke talt med en læge, der synes at forstå, at jeg faktisk ikke sover. Jeg får den der fornemmelse, at lægerne tror jeg overdriver, er en Fru Hysterisk.
Jeg har brug for at få vendt og drejet dilemmaet! Både med læger og alle andre.

(Jo! alle de der almindelige gode råd for at sove, har jeg selvfølgelig også indkorporeret i mit liv.)

Måske du kan hjælpe mig med mit dilemma.
Hvad tænker du?
Og hvad er dine erfaringer?


PiiiiStttt!. Der er nogle bloglæsere, der ikke kan komme ind, og kommentere her inde på bloggen. Jeg kan ikke gennemskue hvorfor at det ikke er muligt, når man har fulgt den vejledning der angives. Men i så fald du ikke kan kommentere her, så kom gerne ind på min Facebookprofil

Etiketter:

torsdag den 5. september 2013

Vi så en ulykke. Og beder håbet være generøst.

Det føles som er det mastodonter, der rokerer rundt med mine to hjernehalvdele. Og indhold.
Ikke at det gør ondt, intet som det, slet ikke. Det er oplevelser, indtryk, overskridelser, frygt, kamp, smerte.
Billeder der ikke kan sættes i hak, med følelser og ord. Eller ord. Tanker der løber forvildet rundt som i en labyrint af gange, med masser af mulighed for at åbne døre. Men hvor ingen leder ind til dét.
Dét som får alle indtryk og tankeværk sat sammen i en smuk collage. En af dem der både render over af sorg og meningsløshed, men som også kan tippe det hele på plads, i en brusende kurve af liv og håb. En sammensmeltning af nødvendighed. Som kommer i tider, der ellers ikke er så mange ord for.


Mastodonter flytter rundt med min lille hjernes indhold, og jeg mangler lige den ramme der sætter det hele i perspektiv.
Livsfuldt perspektiv.
Jeg har oplevet så meget på en lille uges tid, at min hjerne er gået ind i sig selv. Tror jeg....

Hvis du har læst det her blogindlæg Min indre pitt bull så er du med på, at den oplevelse ikke særlig everyday-ish. Det er en uges tid siden nu, og nu er der kommet lidt komisk ind, når jeg fortæller hændelsen videre. Du ved, sådan som det er, når man får crazy oplevelser lidt på afstand.
Selvfølgelig var det ikke komisk da det skete, og min berørthed kredsede meget om, at have to piger på bagsædet af mig bil. For hvor er det lige børn putter de der oplevelser hen, af voksne der truer ens mor/en venindes mor/et andet voksent menneske?
 Uanset hvor meget jeg  - og du - kan ville. Kan ønske. Vil kunne. Burde være i stand til.
Jamen, så oplever børn også verden, når den synes meningsløs.

Det fik jeg selvsyn for i tirsdags.Så den mærkelige grænseoverskridende oplevelse, står nu som nærmest en ligegyldig perle i en uægte kæde.

Men tirsdag, da Karla og jeg kørte på vej ud af byen, røg vi lige i en stor var den ulykke. Dagen efter forstod jeg først, at det var den hvor en pige på Karlas alder døde.

Onsdag lod jeg noget tikke ind på Facebook;
I går skulle jeg køre gennem det store lyskryds ved Damhussøen.
Der var hændt en ulykke. Stor lastbil, nogle tæpper lå på jorden. Et par meter fra sad en kvinde ned, med to personer om sig - de synes at udrette 1. hjælp.
Så hører jeg hende skrige!

Aldrig har jeg før sådan et skrig. Jeg skynder mig at få lukket bilruden, kigger over på Karla ved siden af mig. Nej hun har vist ikke hørt noget.
...
See More




Da Ekstra Bladet ringer, fortæller jeg det hele for første gang. Og det går op for mig - ja tænk! først dér! at jeg har været vidne til en grim ulykke.
Jeg havde ikke tænkt på at jeg kunne være påvirket, heller ikke selvom jeg læste folks kommentarer på min Facebook update.

Igen kredser mine tanker, som ørne der hviler på vinden, om Karla der oplever meget mere end jeg synes hun skal.

Jeg havde nået at lukke  bilruden lukket til, for at undgå hun skulle høre skrigene.
Stakkels mor - hun lød som kastet ud af sin verden. Væk fra sin datter. Væk fra alt hvad der føltes rigtigt og trygt.

Karla havde ikke hørt skrigene og var mest optaget af den stakkels chauffør. Og sagde da vi kørte væk fra ulykken: 'Han må have det forfærdeligt, siden han holder sig sådan på hovedet.'



I går kører vi igen i bilen. Alene. Bare Karla og jeg (hvad er det med Karla og jeg i bilen, og grimme ting sker?!) Mastadonterne rykker rundt og laver afspærringer inden i min hjerne, så alt står stille, og sitrer på én gang.
BANG!
Der var heldigvis intet sket med nogen af os, eller med bilerne. Men min hjerne stod stadig stille, jeg holdt i et lyskryds, og vidste ikke hvad jeg skulle!! Der gik vel sekunder, men det var de lange af dem. Dem der er lange som timer. En masse dytteri, og biler der kørte inden om, til jeg fandt ud af, bare at køre bag nogen.
Karla sad musestille, for jeg havde råbt Vær stille!, (og sikkert også noget mere grimt, som jeg ikke tør fortælle), da hun prøvede at snakke, mens jeg så mastodonterne lægge min hjerne i krukke til henkogning.

Lige nu har jeg det sådan, at jeg ikke føler mig overbevist om, at min hjerne klarer den kogning.

Midt i al det her forfærdelige ulykke, og mig sat fysisk stille, kom min fysioterapeut i onsdags, med en artikel hun havde læst. Om en operation hun aldrig før har kendt til, men som kan være en mulighed for mig. Hvor man kan minimere måske endda fjerne, mine kroniske rodnervesmerter.




Det er en overjordisk åbning! Det er Solens kraft. Det er Gud der opdagede en tog fejl, som nu sender mig en ny chance! Det er: 'Nej du skal ikke sidde i kørestol eller gå med krykker og æde morfin, som bolcher resten af dit liv alligevel!
Hurraaaa! Hurraaaa!

Jeg jublede da jeg fik fat på hospitalet. Og igen da jeg i dag modtog pjecen, og kan se at jo! det er sandt - jeg er prototypen på den slags patienter de opererer. Håber jeg..

Side om side med min jubel, står skuffelsen og triller tommelfingre. Venter på, om den skal i gang. For hvad nu hvis...? Der er mange hvis´er førend jeg får lov at få den operation. Og hvis jeg får den, er der stadig hvis´ er.


Min hjerne ligger i den glaskrukke. Med glaslåg på. Venter på nogen eller noget.
I  mandags rådede en kær veninde mig til at komme til psykolog - tale med nogen, for man bliver ikke bare handicappet, og så er livet bare still going on. Og jeg fortstår hende til fulde.
Jeg vil bare ikke tale med nogen om, hvad jeg ikke kan. Hvad de ikke kan. Hvad der ikke er muligt.
Hvordan jeg kan lære at nøjes. Mangle. Bide i mig. Gå glip af. Lide afsavn.

- Jeg vil kun tale med den person, der kan sige jeg bliver rask! meddelte jeg min veninde. Noget knapt.


Så mens min hjerne er i hænderne på mastodonter, og venter på noget. Så tager jeg lige en lille stund.
Prøver om jeg kan samle min collage.
Og priser mig lykkelig for, at min Karla er hos mig, stadig. Ved siden af mig i bilen. Igen og igen.
Jeg sender tanker, lys og medfølelse til den mor, der mistede sin pige i tirsdags.
Det gør Karla også.









Etiketter: , , ,

onsdag den 28. august 2013

Jeg slap min indre Pitt Bull løs i dag, fordi..


Cruiser ned ad vejen. Der er en max. 40 km/t vej, og med cykelsti i begge sider. Foran mig har en cyklist lagt sig fast. Sådan nærmest midt på kørebanen. I hvert fald nærmere på midterstegerne end kantstenen. Jeg overhaler ham, stille og roligt. Gider ikke blive irriteret over hans uhørte flæbede trafik-ignorance. Som rutineret indre København bilist, er jeg vant til at der er mange om pladsen. Og vi når alle frem, hvis vi bare boggier omkring hinanden.

Lader bilen trille videre, stille og roligt. Ser i bakspejlet, og opdager cyklisten fortsætter ude midt på vejbanen. Der er vejarbejde på cykelstien, så man er som cyklist nødt til at køre ud på vejen med cirka 300- 350 meters mellemrum. Det er han åbenbart ligeglad med, men moser sig gennem luften, midt på kørebanen. Og med en meget forsigtig - grænsende til farlig forsigt -  bilist lige bag sig.
- Tænk, bilen ikke overhaler ham! funderer jeg, og tænker ikke videre over hverken den sortklædte og sorte-cykelhjelm-iførte cyklist, eller den farligt-forsigtige bilist.

Et minut efter er vi fremme. 
- Så nu er vi her! Vil I ud her? spørger jeg om til bagsædet, til min tøs og hendes skoleveninde. 
Jeg standser midt inde i indkørslen, det er nemmere sådan her, beslutter jeg, så kan pigerne hoppe ud på græsplænen - Ikke tøser? Jeg kigger ned, drejer tændingsnøglen om, kvæler motoren, trækker håndbremsen, og drejer først nu ansigtet til venstre, hvor jeg griber fat om dørhåndtaget.
WTF!!!
Jeg glor lige i en sortklædt cyklist, med sort cykelhjelm. En væsentligt højere end mig selv, mand kan jeg også konstatere!!
Som en sort skygge, er han klistret op ad bildøren. Inde i min have. Inde over mig!

Sideruden er kørt helt ned i bund, og den sorte skygge cyklist bøjer sig på midten, stikker en lang finger ind! gennem min bilrude! Skyggens mund vrider og krænger sig. Mellemrum mellem flere af tænderne. Også længere inde. Håret er sort, med grå streger. Huden bleg. Øjne mørke. Vilde. Han er sgu da for vild!!

 - DIN JUBELIDIOT!! skriger han, og spyttet står ud i gavmilde stænk.
HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND! KAN DU IKKE KØRE BIL, DIN KÆLLING! DU KØRTE SÅ TÆT, AT DU STREJFEDE MIG MED DIT SIDESPEJL.
Hans ansigt er på vej ind mod mig, ind gennem ruden. Der er ingen tvivl i ham, inden grænse. Han er så hidsig, og han vil bare ha´ mig ned.



I samme splitsekund som jeg ser ham/hører hans råben/ser hans spyt/tænker overhalingen igennem, og ved jeg i.k.k.e ramte ham! og jeg ved at der ikke er lukket for kørsel på cykelstien, er jeg også bevidst om, at jeg har to mindre piger på bagsædet, som jeg skal passe på. At jeg er fysisk skrøbelig, og ikke kan gå uden mine krykker! At min vagthund desværre er på den forkerte side af terassedøren! Fandens - jeg sku´ alligevel have ladet min intuition råde, og ladet Gandhi blive ud i haven, inden jeg kørte ind for at hente tøserne!

Der er kun eet, der gælder nu:
Jeg må bare have ham ud, og væk! Nu!

Så rejser der sig en markant grænse - hurtigt som en lynkineser, men med en præcision så sikker som et topmissil. En mur, han ikke får lov at rive ned.
Jeg åbner bildøren, presser den op mod ham, læner mig forover, og bruger døren til at camouflere over, at jeg ikke kan klare mig uden fysisk støtte. Jeg er parat til at vælte ham, så det er op til ham, at flytte sig. Jeg har set hans udtryk i blikket - og genkendt det. Nu står jeg op.


 Så råber jeg:
 -HVAD FANDEN BILDER DU DIG IND, AT KOMME HER PÅ MIN GRUND OG TRUE MIG!
- JEG TRUER DIG IKKE! råber han, men viger da han mærker presset fra bildøren, presset fra min stemme, og presset fra mit blik, der engang for længe siden lærte, at ingen! truer mig!
- JO! DU ER TRÆNGT IND PÅ MIN GRUND, OG NU STÅR DU MED DIN FINGER OP I ANSIGTET PÅ MIG. OG SKRIGER AD MIG! KA DU SÅ SE AT KOMME VÆK MED DIG!
- DIN JUBELIDIOT...
- KAN DU SÅ SKRIDE! SKRID! GÅ MED DIG! UD! DET HER ER MIN GRUND, OG DU SKAL BARE SE AT KOMME VÆK!!
- ....
 - SKRID MED DIG! AFSTED!


Jeg nagler ham igen, og igen, og igen. Med min stemme og mit blik. Mine ord er hårde, og har intet plads til, om han eventuelt har sin egen opfattelse af trafiksikkerhed, cykelhjelme, og kvinder bag rattet.
Der er ingen ingen plads til at blive overgrebet og blæst bagover af en fremmed, skingrende mands aggressioner.

Det hele går meget hurtigt. Han er domineret væk fra min indkørsel aka den af ham valgte kampplads, hvor han skulle demonstrere sin maskulinitet. Jeg tænker jeg kan se halen mellem hans ben. Næsten synd for ham, at jeg er så god til at agere alfa.

- JEG MELDER DIG! JEG MELDER DIG KRAFTDEME! Han kan stadig råbe.

- DU SKAL VÆRE SÅ VELKOMMEN, MEN PIS UD AF MIN GRUND, OG GØR DET!
Jeg har råbt så højt, og meget kontrolleret, med vilje. Lod med vilje alle naboer høre med. Mine vidner, og min sikkerhed.

Så står han derude, på skellet mellem matriklen og det trygge offentlige system (som providerer cykelstier, og politi for trafikofre), og taster arrigt på sin mobiltelefon, mens han skæver overdrevent mod min nummerplade. Jeg tror ikke engang han kan se, hvilke taster han rammer, for han har absurd travlt med at skule ondt af mig.  - Jubelidiot! kommer det ind i mellem. Kan ikke lade være med at tænke på, at det er sindssygt mange år siden jeg sidst har hørt det udtryk! Lever han i sin egen isolerede boble af tiden?

Inde i mig er helt roligt. Køligt. Det har der været hele tiden.
Den vrede jeg udsatte ham for, nåede jeg ikke selv at mærke. Det var rent og skær en primitiv reaktion på hans truende facon. Jeg tillader det som sagt ikke.

Ét er, at man dummer sig. At man skal tage sit ansvar på sig, både når man opfører sig anstændigt – og når man er kørt ved siden af. Noget andet er, at blive overgrebet af andre. Uden nogen som helst rimelighed. Kun kørt over af deres et-eller-andet-de-skal-smøre-af-på-nogen-de-tror-mindre-værdige.

Jeg får åbnet døren ind til pigerne på bagsædet, føler mig tryg nok til det nu, hvor han har trukket sig. Efter jeg har set hans blik. Så hvor forskrækket han blev. Usikker. Han mærkede sin egen svaghed blæst op foran sig.

Nu sidder jeg her og skriver. Og ved at han ved, hvor jeg bor.
Pigerne og jeg har talt om det; de synes det var meget mærkeligt, og Karla blev bange da han stak fingeren ind mod mig.  Lænede sig ind over mig. - Tænk voksne kan opføre sig sådan! reflekterer hun med et noget forvirret udtryk i øjnene.
Selvom han nu ved hvor jeg bor, har jeg givet tøserne lov at køre hen i kiosken efter is. Men jeg er klar ved mobilen. For hvis han sku finde på at passe dem op?

Det gør han sikkert ikke.
Men jeg er vant til at tænke og handle i 'worst case scenarios'. Jeg bryder mig ikke om at være en Pitt Bull. Det giver mig ikke en følelse af at være stor. Eller overlegen. De fleste mennesker kender mig som empatiske, blide Odile. Men jeg har været en Pitt Bull engang, 24/7.
Det var dengang min eneste overlevelsesmulighed. Både som barn, siden som voksen.

Jeg har arbejdet professionelt med vold siden jeg var 21. Og jeg har været vant til at bruge min krop og stemme, til at standse vold med.
I dag mærkede jeg så, at jeg stadig kan aktivere den adfærd, når mine børn eller jeg trues. Og det var godt at mærke, at jeg trods jeg er blevet handicappet, faktisk er i stand til at fake mig stærkere end jeg er.



En syret oplevelse alt taget i betragtning. En syret oplevelse, på en ellers helt ualmindelig smuk august dag.



Etiketter: , , ,

søndag den 11. august 2013

Jeg prøver at f****** elske hverdagen, meeeeen......

Sidder så for første gang i mange uger  - eller i hvad der føles som mange, mange uger - hjemme ved glasskrivebordet (det som har fulgt mig i nu 20 år - godt Ikea køb!), og glor ud af vinduet.

Huset synes faktisk fremmed, hvis jeg skal være helt ærlig. 'Hvem er det lige der har beboet det sidst?' tænker jeg, 'satme nogle svin!' For her er monsterstøvet! Krummer alle vegne, og at gå med bare tæer på trægulvet er en mindre prisværdig oplevelse; det stikker og prikker, som ligger her strøet sand eller noget andet over alt. (No,vil ikke vide hvad 'noget andet' ka´ være!) 'Og hvem har givet carte blanche til de der gigantiske spindelvæv?!'

Well, well, jeg må nok bare erkende, at jeg er vendt tilbage til husets tilstand, næsten præcist (altså minus ederkoppe-arbejdet) som jeg har efterladt det i; rodet og ikke rengjort.
Welcome back, Odile. Det er hverdagen der banker på!

Nå, men sommerhuset må hive og trække i mig med al den magnetisk kraft det besidder, jeg bliver i huset! Jep! Jeg er stærk! Jeg kan godt klare endnu et år, med mange, uhyrligt mange hverdage, til den solforgyldte sommer igen vil omfavne mig, og hviske i mit øre; 'Hvor har jeg savnet dig, min kære ven. Hvor blev du af?'

'Pjat til side, din pivrøv! har jeg tænkt, når jeg svedende har aset og maset med tankerne der konstant var ude på at stesse mig op. Tankerne om hverdagen. Skoleåret. Mandens arbejde. Og ikke mindst min egen fuldstændigt uafklaret og upålidelige situation (dét vil der bestemt komme et indlæg om en dag snarest!)

Men jeg har gjort det eneste rigtige for en pivrøvmor; jeg har været top-rutineret, overtjekket, på-forkant-mor & med verdens bedste intentioner om, at komme stress-less tilbage. Og jeg har købt blyanter, viskelæder, blyantsspidsere (ja, der kom jeg faktisk til at købe to blyantspidsere til min søn, fordi jeg havde glemt jeg havde købt en. Ugen før. Så sandt at sige, var det et udtryk for enten at være i nuet og helt have glemt hvad der skete sidste uge. Eller også var det et udtryk for at jeg alligevel var lidt stresset?), bogpapir til indbinding (suk!),
og så et par af de-smarte-for-de-dovne-bogindbinderer; de nye stof bogbind, som man bare trækker om sin bog (yeah!)

Det hele er på toppen, og jeg sku lige til at plante min rumpe og mit tilpas medicineret hoved, i cirka samme vandrette højde, for at klaske sammen til en film. Strække det sidste ro ind i mig, og ikke lade mig mærke stort med, at i morgen = hverdagen!

Til det var, at jeg opdagede begrebet 'madpakker'! What th F***! Madpakker! De skal for helvede og ind i himlen sgu da ha´ madpakker med! Eller har vi husket at betale for skolemaden?Men det vil Karla Solvej alligevel ikke ha´- så hun skal ha´mad med. Og hun er vegetar, og kan ikke lide grøntsager....! Og vi har ikke købt ind?!
Madpakker - troede det kunne forblive et støvet levn pakket ind i sølvpapir, gemt væk bagerst i min hukommelse.

Nå, kan du mærke det? Jeg er allerede hverdagsramt.
Og hvad gør jeg så?

Sætter mig ned og skriver et blogindlæg. For det er den eneste måde, jeg kan grine af det.
Og det er det jeg gør -
griner af hverdagen, den f****** hverdag!!


Hahahahahhahahahahahahaha!




Etiketter: , , ,

lørdag den 27. juli 2013

Mødte en mand i går, der blæste mig bagover!


Ruller ind på det lokale apotek, registrerer kort en mand i en kørestol. En ret fancy kørestol. Sporty. Tydeligvis en letvægter. Lidt spøjs - to små kørestol på samme lille apotek.
Så vender jeg rundt, og ser på manden.

- Hej! ryger det fra mig til ham, eller fra ham til mig, eller fra os begge på samme tid.
 Ikke hej, ligesom når to  2CV´ere passerer hinanden på gaden. Men hej som i; hov, vi har s** da mailet på Facebook om at mødes, har vi ikke?




Jo - det har vi. En fælles bekendt tænkte at linke os, efter jeg satte mig i min kørestol. Min gode bekendte tænkte jeg nok ku´ bruge at tale med en, der har års erfaring med at være afhængig af hjælpemidler - og af at lovgivningen på området også effektueres!
Der er på den ene side hjælp af hente som handicappet - på den anden side kan man ryge ud i kamp, når det gælder om at få de bedre hjælpemidler = de dyrere af slagsens.

Vi får lige talt lidt, der uden for apoteket. Han har nok været inde og hente sin dosis af hverdags-medicin. Ligesom mig. Spørger ham ikke. Men har til gengæld en anseelig mængde andre spørgsmål, som fører os ind i en intenst samtale, meget hurtigt.

Det blev til et kort møde, for vi sad mellem Kvickly poser fyldt med Oreos og Stracciatella is, og selv skyggen dampede af varme  - jeg måtte hurtigt få en cafe aftale på plads!

Mandag skal vi mødes igen. Og så får jeg lov at prøve hans überlækre letvægter, som jeg fik beundrede højlydt -  ikke uden en vis misundelse!
- Jeg vil også ha´!
- Det skal du da også, gav han tilbage.  - Du kan sammenligne det med at køre i en brugt kørestol med at gå i et par sko, der er 2-3 numre for små! Det slider og ødelægger!

Det er så her, det kan væres svært at få de rette hjælpemidler.
Kommunen gi'r hjertens gerne en kørestol til et par tusind. Så er det en absolut standard, der på ingen måde er tilpasset den person, der skal sidde i den!
Når jeg skal have en kørestol, der er målt efter mig, og bygget til at tilgodese mine behov (hvor den skal støtte, og hvor jeg skal have bevægelses-plads mm), så skal jeg have en af samme mærke, som jeg har købt brugt. En TiLite, og der starter vi ved min. 25.000 kr ex moms.
Den smækre jeg skal prøve på mandag, koster 34.000 ex moms.
Man skal huske på, at når man bruger kørestol, er det mange timers brug. Ofte har vi store smerter, og skal aflastes. For slet ikke at tale om det helt basale med at bruge mange kræfter på at træne sig stærk nok til, at transportere sig selv i armene hele tiden. Det siger sig selv, at der let sker skader på arme, skuldre, håndled, albuer etc.





De særligt polstrede kørestolshandsker, som beskytter mine hænder mod de værste knubs.
Men 25-25.000 kr er mange penge. Mere end jeg har.
Spørgsmålet er så bare, hvilket regnstykke kommunen laver;
1.
30-40.000 er alt for dyrt. Vi regner med at Fru Poulsen klarer at sidde i en standard kørestol, og ikke får yderlig rygskader. Eller nye slitage skader i andre led, som følge af forkert position.
Eller:
2.
Vi betaler en stor udgift nu, for at hindre at Fru Poulsen senere skal have lavet flere operationer og behandlinger, som langt overstiger 30.-40.000 kr.
                                                                 


Jeg glæder mig til at møde ham igen! Blev godt nok blæst bagover, da jeg fik hans historie i highlights. Hvis han giver mig lov, vil jeg fortælle jer den her på bloggen.

Til da, vil jeg bare være taksam for, at møde et menneske, der så gerne vil hjælpe mig. Og det på trods af, at han er meget, meget dårlige stillet end jeg er, rent fysisk.

Etiketter: , , ,

onsdag den 24. juli 2013

Det føles som sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.

Bla, bla, bla, bla. bla.
Vi siger utroligt meget med vort sprog, tit mere end vi er klar over.
Ofte får vi sagt det forkerte. Eller for lidt. Eller for meget.

For mig, føltes det som om sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.
(Er det egentlig det jeg er - handicappet? Forleden landede jeg på en anden defination. I mangel af at kunne definere mig selv. Som jeg er nu. Det kan du læse om her!)

Lad mig gi' dig lidt konkret;




'Man går med hat'.
Nej jeg gør ikke, for jeg kan ikke gå.





 'Man går til dans'. Nej, jeg kan hverken gå eller danse.
'Man går til'. Nej, jeg går ingen steder.
'Hvordan går det med..?'
'Det går da slet ikke!'
'Det gik sin gang.'
'Det gik eller så godt...'


'Hun' (/han/det) løber ingen steder' er til gengæld lige en jeg kan bruge!


Gi´r det mening? Kan du følge hvad jeg mener?

Der er så meget der er forandret. Sproget er ikke. Det er mig, der er forandret. Og min måde at opfange sproget. Men det er blot en af mange forandringer.
Ved at være forandret for livstid.

Etiketter:

Altså, jeg g.å.r. ikke med hat - jeg mere så´en sidder.. Eller..

Jeg har hele vinter & forår, siddet og kigget surmulende i modemagazines, på alle de skønne bredskyggede filthatte, der ligger sig i flagrende dybe bølger ned over ansigtet. Og under skyggen, har modellen et par smukke, store ekstravagante 70´er solbriller.
Jeg har surmulet for de fås alle steder i de vanlige sorte eller brune eller grå farver.
Suk. Aldrig i rød!

Til i går!





Jeg fandt den i går! Min Røde Valmue! I en dejlig lokal genbrugs her ude på landet, hvor jeg faktisk ikke tror de bruger ord som 'trendy'...

Det er sådan en hat, som vil få visse folk til at sige;
- Det er jo en Suzanne Brøgger!
(Underforstået at jeg ikke er Suzanne Brøgger... Og de visse folk ku´ godt være min mand...)

Det er sådan en hat, jeg ikke ville have tøvet eet sekund med at gå med, da jeg var yngre.

Ved ikke om modet er falmet med tidens tand. Eller om jeg stadig har bid. (For jeg går i hvert fald ikke til bidet...)


Men ved jeg ikke kan gå med hat længere. Men kan sidde med hat. Rulle med hat. Krykke med hat.

Nå ja, det er da det! Nu ved jeg hvad jeg skal med min Røde Valmue!
Jeg skal være Krukket på Krykker

Vi får se!
(Måske.....)









Etiketter: , ,

tirsdag den 23. juli 2013

Hvad er det så lige jeg er?! ....


Ja, det er mig!
 Jeg syntes der trængtes til et positivt happy, happy foto, skal jeg sige dig.
Et hvor I ser, hvordan jeg klarer mig på en god dag! En jubiiiiii! dag.
Sådan en dag, som i dag.
En sådan helt almindelig ferie-tirsdag. 
 Under en sådan helt almindelig sommer-hed dansk sommersol.



Jeg prøver efter bedste evne, at fremstille et så nøgternt.. nuvel, hvis ikke nøgternt, så i hvert fald et så ærligt billede af mig selv, som muligt. 
Eller meget mere præcist formuleret, et så ærligt billede af mig selv, i den livsforandrede situation jeg er i.

Eller hvad fa´en... jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det for! Ja, hånden på hjertet, hvad er det der er sket med mig? Er jeg syg? Er jeg handicappet? Er det en situation? Eller snarere et livsvilkår? En tilstand eller ... Jeg ved endnu ikke engang hvad jeg vælger at kalde dét, jeg befinder mig i. 
Og hvad jeg opfatter mig selv som. 
Så uafklaret er jeg. 
For jeg står midt i at fatte, hvordan jeg er forandret for livstid.

O.k. ja, det er det jeg vil kalde det for nu. Forandret for livstid.


I fredags blev det her foto taget, hvor jeg sidder i min meget sporty kørestol. 
Men som uanset hvor sporty og lækker den er, er den nu stadig en kørestol.


Det var for fire dage siden. 
I løbet af få dage kan jeg svinge fra at være totalt afhængig af kørestol, til at kunne klare mig med krykker.
Når man viser sig selv, og sin sårbarhed frem, så gør det altid noget ved folk. Der kan opstå fortolkninger der ligger langt fra hvad der var belæg for. Det er en del af hele det, man ikke kan kontrollere. Det jeg kan kontrollere derimod, er hvad jeg sender ud. Og derfor er det af allerstørste vigtighed, at jeg er bevidst om hvad jeg sender ud, hvorfor jeg gør det. Og at det jeg sender ud, er så præcist som jeg evner at gøre det.

For  nogen vil det måske være mærkeligt, at jeg den ene dag sidder i kørestol og den anden 'kun' hænger i krykker. 'Jamen er du da ikke lam, eller hvad? Er det bare sådan noget opmærksomheds trip du har med at skulle sidde i en kørestol, eller hvad?

Det er faktisk ganske enkelt. Jeg har næsten fuld førlighed i mit ben. Men jeg kan ikke bruge det. De konstante nervesmerter er af en styrke der gør, jeg ikke kan tåle berøring. Men slet ikke at bære min egen kropsvægt. Så er smerterne på niveau hvor jeg besvimer. 
Derfor jeg er afhængig af enten krykker eller kørestolen.


Så med de ord og de her fotos, vil jeg bare sige, at jeg er mig selv. Nogle dage er bedre end andre. 
I dag er er rigtig god dag.

                                                             
                                                              Og det skal bare nydes!



Etiketter: , , ,

Det der særlige magiske sted!



Her står jeg så. Bare tæer mod en våd badebro. Vandet der bevæger sig stille under neden. Solen der brænder oven over. Ahh.
Det er her jeg er vokset op. Her jeg gik hen i mine teenage-år, for at tænke.
Jeg elsker havet. Uden det, er jeg ikke hel.




(Se her, hvor du kan få kørestolen med på stranden  http://odilepoulsen.blogspot.dk/2013/07/kretur-pa-stranden.html)





Dengang gik jeg på mine to ben, og i dag er jeg ligesom mere 'fir-benet'. Men jeg elsker stadig at komme på 'min strand'.

Du kender det sikkert selv; du har også dit sted, som andre nok er flittige brugere af.
Men du og stedet har en særlig connection. Og magien vil altid vare ved.

Thanks heaven! for den slags magiske og livsgivende steder.

Etiketter: , ,

lørdag den 20. juli 2013

Det er ikke for at være krukket - det med mig og krykkerne....


Jeg ved godt at jeg fremstiller mig selv fra den absolut bedste side.
Som når jeg fx. flasher mig og mine Leoparder siddende i kørestolen.

Og debatten kører i heden, om hvorvidt vi skaber fejlagtige billeder af os selv, som blot snyder vor omverden til at tro, alle andre må være lykkelige. Og hvis man ikke selv er lykkelig, 'like all the time', ja, så har man så sandelig misforstået livet.

Well, den debat gider jeg ikke gå ind i.
Slet ikke her.




Jeg er jo kommet til at sidde i kørestol, eller hænge i krykker, eller være gang-handicappet (?) med alle de forskellige hjælpemidler det udløser.

Og hvorfor?
Jeg fik en diskus prolaps for 2 år siden.
De næste 12 måneder fulgte tre operationer.
Tre genoptræningsforløb. Et hav af morfin & det løse. En masse håb, der rendte panden mod en mur.

Nu er genoptræningen afløst af livslang vedligeholdelses-træning hos fysioterapeut. Jeg tager en masse medicin. For konklusionen er, at jeg ikke blev opereret tidsnok ved 1. operation.
Derved er rodnerven kronisk beskadiget. Med korte ord, det gør ondt som intet andet. Nervesmerter er umenneskelige. Og jeg kan ikke bruge mit venstre ben & fod.
Dvs. når jeg står op, ligges al vægten på mit højre ben.
Så for at blive et menneske, tager jeg store doser stærk medicin. For så kan jeg rent bogstaveligt komme ud af sengen hver morgen, og fungere.
Hjælpemidlerne hjælper mig.

Det er min virkelighed. Nu er det juli, og jeg fik lægernes endelige svar i maj.

Så ja, det er hårde odds.
Men når det er sagt, så vælger jeg stadig at fokusere og leve med, alt det smukke jeg også har i livet! For hvordan skal jeg ellers kunne holde smerterne ud?

Bl.a. kan jeg med min meget fancy sporty kørestol, opleve en frihed, som ellers ikke er mulig.
Som at sidde ved stranden, have kæmpet mig vej hen til badebroen for kørestols-brugere, så er det så smukt! (Læs her om min tur på stranden)
For ja, endelig kom jeg på stranden! Og så sidde der, og nyde alt det jeg kan, en smuk sommers sol, som vender bugen opad. Ungerne løber ud i det kolde vand, og enten hviner eller brøler. Aftenen er vor, og vi kan gøre hvad vi vil. Ja, så føler jeg mig mere fri end jeg nogensinde har gjort før.
No kidding!

Mine venner sir, eller de fleste af dem sir: 'Læg sag an! Kør sagen, og få en erstatning!'
Jeg sir: 'Ja, det ville være godt for en masse patienter, der kommer efter mig. Men jeg orker ikke bruge måske 5-7-10 år af mit liv, med at fokusere på alt det negative. På at jeg blev gjort skade, og skaden er uoprettelig. Hvad skal jeg så med skide 100.000 eller hvad et liv kan gøres op i?'

For mit liv er lige her og nu! Og jeg kan ikke vente 5-7-10 år med at leve, trække vejret, føle mig fri. Se på det positive. Jeg behøver finde det positive og smukke, for at leve. Sådan er jeg sammensat.

Så nok vil jeg ku´ købe et par Louboutiner for sådan en erstatning. Men, jeg er nu godt tilfreds.
For jeg har så meget - lige her, lige nu!


Hvordan kan jeg ikke elske mit liv?

Etiketter: ,

fredag den 19. juli 2013

Køretur på stranden....

Opdager først nu i ny tilstand (at være blevet kørestolsbruger), at Ishøj Strand har noget så fancy, som en badebro for kørestols-hippier!

Og nej, jeg var ikke under, hverken med eller uden kørestol - det lader jeg den her vanvittigt seje og voldsomt inspirerende kvinde om!!


Etiketter: , , ,

Den dag jeg brændte min fortid af.

Jøsses, hvor jeg smider fortiden ud! Væk og færdig.
Ja, jo, ja, ja! Jeg ved da godt der vil være mange der siger, at 'uden din fortid er du ikke dig selv'. Eller 'vi kan ikke kende lyset, om vi ikke mærker mørket' og alt det der.
Og det er fint. Glimrende. Helt reelt, og ganske fornuftigt.
Det er bare ikke det jeg taler om.

For dét jeg taler om, det er at smide alt! det væk, der sidder og strammer. Eller hænger og slasker om ens udsyn. Det som lægger sig som en tung, tung skygge, der vælter en bagover, hver gang man prøver at komme fremad.Og det der holder dig under vandet, længe efter du har tænkt du ville op og have frisk luft.
Hvorfor pokker holde fast i det? Nej, vel!
Men alligevel er det ofte det vi gør.
Som med vores (dame)tasker; 'det kan jo være jeg får brug for det!'
Jeg gider ikke længere, så jeg løsner alle fortidige greb, og slipper, slipper, slipper.

Nej! Alt hvad der ikke har været i brug inden for det sidste år, hører ikke længere til hos mig. Ud med det!

Og mens den indre software skiftes ud i takt med hvad jeg kan nå at rumme og praktisere af downloads og opdateringer, rager jeg håret af, for at blive befriet for et bestemt syn.
Jeg brænder min iPhone af, ved at komme til at smide den på bålet!, så det nye liv er med ny iPhone og nyt telefonnummer. Mac´en som længe har jamret sig højlydt hver gang jeg bad den komme i omdrejninger, er gået på pension, og ladet en ny finde sin plads. Hjemmet bugner med meget lidt fancy, men allerhelvedes funktionelle hjælpemidler for den gang-handicappede. Og som det seneste klippede jeg dankortet over, da det havde været lidt for gavmildt uden min tilladelse.

Og hvad var det egentlig jeg ville med mit indlæg? Andet end flashe et foto, fra min hidtil længste køretur i min fancy sports-kørestol?
Nå jo, jeg ville bare sige, at ja, livet er så utroligt foranderligt.
Spørgsmålet er blot om vi  tør følge med det?






mandag den 25. februar 2013

Update fra FB (19.2.13)

Stak en finger i fortiden jord.
Straks hørte jeg de skringre skrig
mærkede den mugne mul
den ustilllige sult efter noget.

Jeg blev i fortidens billede
set som en forræder
der uden hjerte forlod
mamas skød.

Hvor kunne du?
Forlade os, og påstå du er bedre end os?
rungede de kolde vinde.
Prøvede at slå mig i gulvet.
Igen.

Men der intet igen!
Jeg trak min finger op
af den dybe grav.
Bad mit hjerte om velsignelse.
Vejen blev lagt foran mig.

Jeg går nu igen
på nutidens strækning, helt
ind i fremtiden.

Det er med tårer over
at må gå alene. Lade nogen ligge tilbage.
Og glæde over at vide
jeg snart vil møde andre.

Dem som også gik.

Hvem må egentlig debattere prostitution?

Kvinder der er i prostitution, anses af mange som værende en stærk og fri kvinde, der har et meget sundt og sultent forhold til sex. Og/eller sin egen seksualitet.

Medierne fremstiller gerne det billede af prostitutionen; det debatterede afsnit af Borgen. Politikens pt kørende serie Bordellet.

Man behøver ikke være højt begavet for at vide, at det selvklart er et billede af en kvindetype, der stemmer glimrende overens med vores tid.
Meget handler om sex og gerne offentliggjort på tv, fx. De unge identificerer sig via TV3/Paradise Hotel mm. Samtidig sidder mange og griner af Amalie som er for dum. Så hun må gerne sælge sig selv på tv, som værende sexuelt fri. Og dum.
Et særligt lidt flatterende kvindebillede.

Tilbage til kvinderne i prostitution.
Hvis kvinder der forlader prostitutionen så siden tager afstand til miljøet ved at kritiserer det. Påpege dets destruktive kræfter og konsekvenser, så kategoriseres kvinderne som svage. For svage til at være sexuelle objekter for god hyre.

Hvis kvinder der aldrig har været i prostitutionen, tager afstand, kategoriseres de som frigide, hattedamer, som helst vil sætte en stopper for al sex.

Kvinder der ikke synes prostitution er et gode for samfundet, de prostituerede eller kunderne, stemples som værende de værste til at ville stigmatisere kvinderne i prostitution.

Når medierne søger efter vinkler ind i prostitutionsmiljøet, så ønsker de at være så politiske korrekte og respektfulde over for den såkaldte 'sexarbejder', at der ikke stilles for nære spørgsmål. Nå jo, selvklart kan man godt tale om hvordan kunderne gerne betjenes seksuelt. Men at få kendskab til 'virksomhedens' er not comme il faut! (se Politiken; de har indgået aftale med bordelmama om ikke at stille ? til regnskabet).

Når debatten kører lyder det tit; Ingen spørger de prostituerede? Og det uanset at der i samme debattråd fx, Eller ved samme live debat-arrangement, er kvinder til stede, som har prostitutionserfaring. Ingen spørger dem - men påstår som argument at ingen vil høre på de prostituerede selv.

Så hvordan er det overhovedet muligt at debattere prostitution? Som kvinde? Hvis man tager afstand fra prostitution som et gode for os selv, vor døtre, vort samfund, vor seksualitet og vor kvindesyn?

Kvinder kan ikke selv have været i prostitution og tale dårligt om de erfaringer og oplevelser - den viden! - de sidder inde med. Det er ikke accepteret at fortælle om skader man tager med sig ud af miljøet - 'det er jo bare svaghed. Eller du valgte det jo selv!'

Kvinder kan ikke tage afstand fra prostitution, hvis de ikke har et personligt kendskab til det. Så er de moralske. Seksuelt ufri. Hattedamer og 'kvinde-kvinde-værst'.
(FB udate feb 2013)

Etiketter:

Højttænkning på Facebook

Lader mig falde
baglæns
ned under dynen.

Mærker straks dens silke
love mig fred
fra en vågen larm.

Af alle de fortrydelser
jeg burde
tage på mig

Aldrig været god nok!
Tænker altid på dig selv!
Ødelagde vor liv!

Anklagerne maser
sig på. Men
silken holder dem skak.

 


Når jeg vågner
rejser jeg mig
som altid. Men på en anden måde.

Vide der findes
steder at være
selv for mig

Trods mine forbrydelser
følger englen
tavs som en skygge

 


Lige meget hvor jeg går.
Så jeg går
videre. Ind i livet.

Med englen i min hånd.






                                                                                  Min fb status fra 19.2.13.

Etiketter:

lørdag den 23. februar 2013

Hjælp! Min datter er måske som jeg!!! - tanker om mainstream.

Mainstream er en stærk strøm. Stærkere end de fleste gør sig bevidst.

Man drukner i at agere efter strømmene omkring en. Man kommer til at ligge og plaske i alle retninger, foranderlige som strømmene er. Og ens kræfter slipper op.
Hvis man derimod mærker sin evige indre strøms bevægelser, kender den ud og ind, kan man lade sig drive på den. Uanset hvor oprørte vande der måtte opstå, vil man altid lande inde på bredden.

Det jeg så for tyve år siden i Miami Beach - at det kunstige blev dyrket til fordel for det ægte. Silikone som den ny tids største status, ønskværdigt for enhver anstændig kvinde. Og mand - er også blevet helt comme il faut hos os.

Falske øjenbryn, vipper, læber, bryster, talje, numser. Selv-eksponering som superstjerner med super-egoer og luksus-livsstil. Stå på tv med hvad som helst, for at overbevise alle om, at man er noget særligt. Klatre rundt på diverse tv-kanalers forskellige reality-programmer og date med de andre man konkurrerede med i sidste program. Sælge porno og strip, med samme selvfølgelighed som man sælger leverpostej, og så køre Mercedes rundt i storbyen, som en Linse-lus for det vedhægtede beundrende kamera (og publikum). Være en konstant underholdningsfaktor for alle os andre. Og helst med så meget seksuel aktivitet som muligt. At være 'Paradiso Stjerne' kræver en seksuel kynisme, som selv en prostitueret må studse over. Udskifte selvfølelse med egen-værdi i kraft af seertal og sidste restylane-indsprøjtninger. Leve på 1. klasse, mens ens selvværd end ikke har råd til at følge med på 3. klasse.

Mainstream er, når der popper en besked ind fra min datters Frit:
 Kor stopper! For få tilmeldte!
Det hele hænger sammen! Værdierne er udskiftet fra ægthed til plastik. Du får mere i kroner og øre for din plastik, end hvis du tropper op med din ægthed. Målt i tv-tække.

Der er ikke nok der gider synge i kor. For alle vil være solister og superstjerner.
At synge i kor med ægte guitarlyd og klaver, lære sin stemme at kende - lære musikkens grundstene at kende, er ikke sjovt! Eller hurtigt. Glitrende. Solo. Eller sådan 'på'-agtigt.

Men det er X-factor.
X-factor er in.
Det er meget sjovere at agere X-Factor deltagere og dommere. Sno sig til engelske sange (jeg simpelthen ikke tror på den gennemsnitlige 9-årige fatter hvad handler om! På erfaringsplanet. Håber jeg sandelig heller ikke!!)

Plastik og selviscenesættelse som kopi af nogen andre, er bare sjovere. Mere hipt. Og meget mere opmærksomhedsskabende.

Mainstream´en er stærk. Og det er selvklart en strøm der ikke lader sig stoppe, bare fordi Fru Poulsen synes det er sååå tomt.

Jo, vi kan da godt slukke for tv´et fredag aften, eller en hvilken som helst aften, hvor plastikken skinner om kap i primetime. Og hive guitaren frem sammen med Karla.
For Karla er anderledes. Hun si´r det selv.
 'De andre piger kan rigtig godt lide pop, men jeg er ikke så vild med det. Jeg er mere til gamle sange, Frede Fup og Kim Larsen og sådan'.





Det kan jeg glædes over. Sidde med mine gamle dyder og forsøge at fastholde en barndom i min 9-årige datter, mens resten af verdens ni årige ræser afsted i tweenstyle og næsten med hormoner som en rigtig teenager.
Hvorfor så problematisere det?
Øh, ja ved sgu ikke - det er bare - er man 'lonely rider' hvis man ikke synes om pop og plastik?
Går i farver, når andre foretrækker at gå i sort, gråt, brunt, beige?

Basicly, er jeg nok bekymret over, om min datter gør for meget, som jeg.
Mig i mit evige røde tøj. Mine meninger. Mit menneske-og verdenssyn.
Mig, der sidder og brokker mig på min lille blog om mainstreams unoder.
 - Åh! Nej, er hun som mig!? Skal hun opleve sig selv som anderledes altid? Ikke at høre til?

Så derfor bliver jeg nødt til at gå tilbage til mit udgangspunkt:
Plastik fremfor ægthed? Hvad vil du helst ha´? Og hvad ønsker du mest for dine børn?

Ja, så glædes jeg over at hun bevare ægtheden, og ikke vil være en kopi (måske en kopi af sin mor?! - men så er det jo bare almindelig identitetsdannelse. Eller hvad?).
For det at bevare sig selv, må altid være at foretrække frem for at være en kopi af noget, man måske endda ikke selv kan identificere.
Jo, jo, jeg ved da godt Anthony Robbins storsmilende sælger, at vi skal gå ud og kopier de andres succes, for selv at få den. Successen. Men hallo, det er Anthony Robbins! Jeg ville få meget større skader end brandsår, hvis jeg lavede kurser, hvor folk sku' gå på gløende kul. Anthony Robbins er nok startet med at inspireres af andre - men han er ingen kopi. Han har skabt sig selv som konceptet 'guru'. Det kan ikke gøres efter. Det kan kun gøres - hvis det i det hele taget skal gøres? (dog en helt anden debat) - med ægthed og den tilpas karismatiske personlighed, der kan tiltrække et så stort verdens-publikum.

Og hvad fanden er der galt med at være Fru Poulsen fra Kommunen. Eller Banken. Eller Brugsen?
Nej, man tjener ikke boxen på det. Og man er ikke feteret. Ikke ret meget i hvert fald.

Så konklusionen er som starten på min tankerække: Damn for plastik-mainstream! Ku´ det dog bare være ægtheden, der var in og mainstream.

Og så satser jeg på, at det kommer igen.
Ægtheden i vor kultur.
Inden der er for mange der er druknet i mainstream-plastikken.
Eller restylanen......

Etiketter: ,

lørdag den 9. februar 2013

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Jeg har ikke skrevet herinde længe.
Længe. Evighed siden. Mindst. Sådan er det når en mister tidsfornemmelsen.

Lige nu hører jeg rytmer - hele, halve, harmoniske. Beatbox inde fra Mandens arbejdsværelse.
Der skabes musik til den sang Tøsen og hendes skoleveninde skrev på i aftes.
Sønnen ligger stadig og sover - den nye teenalder kræver mere søvn.
Hunden ligger foran brændeovnen.
Og her, midt i en sandwich af overflod, sidder jeg.
Hvad mere har jeg brug for? Jeg har alt... Mit liv er så fuld af liv! Kan man/jeg ønske sig/mig mere - end et liv, så fuld af liv, at det er umuligt at ignorere? At det mærkes hele tiden. No way jeg kan være ubevidst om, at jeg lever.

Der er kommet en ny til i familien. Chinchillaen Charlie.
Da min skoleveninde døde, var der en masse skønne dyr, der pludselig stod uden hende. Omsorgen. Tøsen har så længe ønsket sig at få et lille levende dyr. Et som hun kunne få lov at gi´ en hulans masse love og kæl. Og føle sig særligt betydningsfuld for.
Så nu har min afdøde veninde givet Tøsen en særlig gave.
Charlie er kæmpesmuk og sød.
Og Tøsen er lykkelig i glimt.

Så her er meget med liv.

Og meget med død.
Jeg skal til en bisættelse mere. To inden for to uger.

Med al min spirituelle viden. Med min særegne livserfaring, kan jeg godt give slip på den fysiske død. Accepten af at vi dør fysisk. At vi er på en vej. Jeg kan endda, om jeg ønskede det, tale med de døde jeg savner.
Trods dette bliver jeg ramt af døden, når den kredser om min inderkreds.

Det trækker sig ind i mit system, i min aura. For jeg mærker så tydeligt, så kraftigt de efterladtes smerte og sorg. Mærker de afdødes sidste dage. Det kan føles som en lethed - eller som en tung smerte. Nogle gange vil de gerne have lov at tage afsted. Andre gange kæmper de for at få lov at blive.
Det er en af mine (såkaldte?) gaver.

Men generelt omkring den fysiske død.
Jeg tror ikke på, at vi skal blive så spirituelt orienterede, at vi ophører med at mærke den fysiske smerte, lidelse, sorg. Whatever.
For det er kun i den fysiske form, her på jorden, at vi er i stand til at opleve dette kompleks. I vor ren åndelig shape, findes ingen smerte. Blot det stærke og opløftende lys, glæden, i evighed.

Så jeg tænker meget på livet.
Jeg tænker meget på døden.
For tiden.

Jeg bliver trist. Men jeg bliver også meget glad. Ydmyg.
Over stadig at være med. Her. Stadig have chancen.

Jeg ved ikke rigtigt hvor mange gange jeg har været ved at dø.
Jeg ved kun at der er to gange hvor jeg døde og kom tilbage.

Ja, der findes kun eet nu.
Ja, det er nu vi skal søge og være i.
Men stadig er fortiden den, der bragte os til nuet.
Og fremtiden den, der bliver vor næste nu.

Det jeg prøver at sige er, at vi er mennesker først og fremmest. Dernæst er vi spirituelle væsener. (Nuvel ja, vi er selvsagt ren energi, der fødes i fysisk form, når vi kommer her til jorden. Så ud fra den logik, kan man sige vi først er spirituelle, dernæst mennesker.)

Men jeg mener, at vi skal lære at give os selv lov til at være fuld af fejl og uslebne kanter!
Revner og sprækker ind til det 'grimme' ego!
I vor søgen om større og højere bevidsthed, kan vi udvikles. Gøre det bedre end i går. Og deri ligger vor smukkeste mulighed; at vi kan forandre/-s og udvikle/-s.
Ønsker bare s.å! meget, at vi kan (lære at) tilgive os selv. For vor menneskelighed. Spækket med fejlbarlighed.

Det at læse eller høre om hvor perfekte andre er. Om hvordan de har fundet den perfekte sandhed og at den derfor skal efterleves af alle andre. Dét kan jeg kun bruge til at skærpe min egen trang til at være mig. På min måde. Uanset jeg slet ikke er perfekt.
Det er ikke fordi jeg søger at snobbe ned. Krakelere glansbillederne, vise mit inderste væsen med blodpltter og det hele på. Det er bare en form for nødvendighed - tilgivelsen. Det er en nødvendighed at lære at tilgive.

Så siddende her. I det perfekte sted i mit menneskelige liv. Med døden tæt inde på. Og spirituelle sensorer oppe og nede, som omfanger mere end min hjerne kan kapere. I min forvirring og frustration. I min glæde over at være. Har jeg lært, og opdager igen og igen, mit behov for at slippe min egocentrisme. Det 'egocentriske ego'.
Det er her tilgivelsen kommer ind (i mit liv).
For når mit ego er så sammenvokset med min egocentrisme - som siamesiske tvillinger - bliver jeg vred og skuffet over mig selv. For alt det jeg ikke er.
Det er menneskeligt. Måske universelt? Og tilgivelsen er nødvendig.
For at leve. Ikke kun overleve.
Kan du følge mig?

Kærlighed handler om tilgivelse. Til sig selv. Til andre. Til fortiden. Nuet og fremtiden.
Uden tilgivelse kan jeg ikke være i nuet - det tror jeg ingen kan.

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Well, i pauserne. Mellem tankerne om livet og døden, har jeg genfundet Peters skønne bog 'Letmælkprofeten'. Det er uden tvivl, den bedste bog han har skrevet!
Jeg ler lige så selvfedt, som jeg gjorde da jeg læste den første gang for ca. tyve år siden.
Og da jeg desværre har lånt den ud engang til nogen som også trængte til at le, mistede jeg den. Nu har jeg været så heldig at finde den antikvarisk.

Hovedpersonen minder mig i øvrigt om en sjov oplevelse nogle veninder og jeg havde sammen. Dengang i start halvfemserne, var der en kendt clairvoyant som holdt til på Islands Brygge. Han var ret omsværmet af kvinder, når han stod der med sit halvlange hår og rødder til sit tidligere liv som shamann. De flokkedes om ham i det lille te-køkken hvor han stod og røg i pauserne.
'Du kommer a.l.d.r.i.g. til at blive en så stor clairvoyant som jeg!' konstaterede han, efter et møde med min aura.


 










Beskrivelse: Filosofisk og satirisk farce om en falleret skuespiller, som opdager, at han har overnaturlige evner. Han slår sig på astrologien og bliver en berømt guru, men mister efterhånden helt jordforbindelsen.




Enjoy!
Livet. Dig selv.
Og le af det hele fra tid til anden!

Etiketter: ,

Om at elske

'Den der k.u.n. kan elske andre, kan slet ikke elske.'

Erich Fromm

torsdag den 10. januar 2013

Nægter at tjene penge på sex, løgn og overfladiske quick-fixes...

Stod foran spejlet på badeværelset.
For at rense mit ansigt, gøre mig klar til en ny dag.
At være økonomisk på den, gør at tankerne har det med at sværme om; hvad kan jeg gøre, for at vi kan klare det hele?
Så det gør de dér, foran spejlet. Sværmer.

Og det går op for mig, med en klarhed jeg ikke helt orker,
at jeg tjente mine største penge, da jeg var i prostitution!
At jeg trods alle mine uddannelser, al den medie eksponering, al min viden og erfaring, foredrag, teater,mine bøger, alt! -
ikke har formået at tjene nær lige så meget, som jeg formåede ved at sælge min krop, med sex. Skabe mig selv i en anden figur, være en illusion om en kvinde.

Isn't is ironic?

Det er intet nyt at sex sælger. Nej, nej da.
At der er typer af mænd som hellere bruger 30.000 kr på at købe prostituerede. End at gå i terapi fx.

Men alt andet lige, så er det ærgerligt at det falske, quick-fix stadig vejere tungere, end ærlighed. En hurtig løgn er mere salgsbar end det noget mere møjsommelige træk. End nærvær. (Selv.-) udvikling. Skabelse.
Man vil fx også hellere tro på en hurtig slankekur end en livsstils omlæggelse.

Hvor er det godt jeg er blevet klogere end dengang! Og ved at jeg er et menneske, og ikke en dukke til salg.

Og jeg vil stole på, at jeg kommer til at kunne forsørge min familie igen!:-)



(Det er min status fra FB i dag.)

Etiketter:

tirsdag den 8. januar 2013

All that - and brains too!

 Ved godt jeg har postet den på Facebook.
Men hun er så skøn og klog, at jeg share hende evrywhere!







https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10200264303957069&set=a.4234747473748.175892.1437285044&type=1&theater

Når de andre overdøver dig!

At mange mener det samme, har aldrig gjort noget mere sandt.
 
Alligevel er det som om, mange opgiver at lytte til deres indre. For at følge de fleste.


Det ses igen og igen, og når det er extremt grelt, kan det se ud som det gjorde i Tyskland under Hitler bl.a.
Men det ses også på arbejdsplader og i børne -og unge institutioner, hvor mobbeadfærd/-ofre slet ikke er sjældent.
Og selv i den enkelte familie, i det enkelte parforhold, kan det være svært at holde fast i sig selv.



Måske har du også glemt, at det er din indre stemme, der fortæller dig, hvordan du lever dit liv bedst?



Jeg har selv engang været bange for at være mig. Bange nok til, at jeg prøvede at passe mig ind efter verden omkring mig. Det lykkedes ikke, for jeg forsvandt. Heldigvis hev jeg mig selv frem igen, og fik sat fokus på hvem jeg var - og især hvem jeg ikke var! At tage sig selv alvorligt, er det allermest eksistentielle & essentielle man kan gøre for sig selv som menneske. Hvis ikke man tager sig selv alvorligt, tager man heller ikke sine drømme alvorligt. Eller sine ambitioner. Problemer. Livet. Sine evner. Og meget mere.

Men hvordan gør man det? Tager hånd om sig selv, og lader sin egen indre stemme overdøve den støj vi alle befinder os i konstant; medier, kollegaer, venner, kæreste/kone/mand, børn, musik, kultur etc.


Meld dig til fyraftensgruppe, hvor du får fokus på:

 - at lytte til din indre stemme.
-  hvordan kan jeg vide, hvad der reelt er min indre stemme?
 - at fastholde din indre stemme
 - og følge den ud i livet, ud i praksis.


Her:
tilmelding til fyraftensgruppe: Min indre Stemme



PS. Jeg opretter forskellige grupper med forskellige temaer, se her for mere info:

Info om grupper m.m.



søndag den 6. januar 2013

Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm. Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?

Opdager at jeg v.i.s.t.n.o.k! har misset en debat om mandlige medarbejdere i daginstitutioner.
En frygt for mænd som potentielle pædofile.

Og hvis der er en debat, er den så opstået i kølvandet på Vinterbergs *Jagten*?


 Det jeg har læst på FB er, den der typiske vrede. Harmen over at nogen er for dumme til at forstå dit eller dat. Fx. hvor dumt det er at være bange for at have mænd i institutioner, fordi de er lige så vigtige som kvinder.

Der er ingen tvivl om at mænd er lige så berettiget i institutioner som kvinder!

Så hvis vi gerne vil give plads til det,  bliver vi nødt til selv at være rummelige.
Og netop undgå at udskælde de personaler, der frygter pædofilt adfærd i deres institution.

For mig at se, er debat blevet sådan noget med, at skrige og pege fingre af dem der mener og/eller  noget andet, end det man selv synes er en god ide.
Og jeg har i den grad mistet lysten til at debattere i medierne de senere år. Det er for mig at se blevet et alt for lukket, indskrænket, uinteressant og stille-stående felt. Hvor ingen vil se og høre nyt. Lade sig åbne for at udvikle og indtage nye vinkler.

Der er na-da ansvar i, at skælde ud og pege fingre af dem man ikke kan lide, fordi de mener eller gør noget man er dybt uenig i, sådan som det er blevet moderne for bloggere, især. Der er adskillige kvinder, som er blevet kendte ved at pege fingre af andre; Ditte Okman, Anne Sophia Hermansen, BitterFissen - sikkert flere. Og det er dødvande, som jeg ser det.

Det er jo nemt nok at kritisere folk i knæ; 'mænd i trediverne er for kedelige/dumme/ og kvinderne  er supersmarte'. 'Folkeskolerne kan ikke gøre noget rigtigt - så hvad vil du gøre ved det, som lærer? For mit barn har ikke lært 3-tabellen i 1.klasse!' Medina-retorik der handler om 'Kun for mig, kun for mig'. I stedet for at man sammen kunne finde løsninger.

Se på sig selv med det skarpe blik der frit udspyes over hele samfundet.
'Hvad gør jeg selv? Hvor meget byder jeg ind med? Hvad giver jeg til andre, end at fortælle på Facebook hvor jeg spiste min brunch og hvilken grim dame der sad ved bordet ved siden af? Og poste smukke fotos af mig selv?'

Ansvar er når vi tør ordsætte det vi ser, hører, oplever. Vor undren og vor glæde. Åbne tabu-pakkerne og søge viden om det vi ikke kender til. Men især at forstå, at vi er sammen om at skabe den kultur vi ønsker. Ikke mod hinanden!
Som vi lever i vor tid,  er det som en krig. Og krig efterlader sig intet skabende. Ingen sande vindere.

Nå, tilbage til 'den debat der måske er igang: Om frygten for pædofile, og derfor tør vi ikke lade mænd være alene med børnene i daginstitutionerne'.

Der findes utroligt meget viden om præcis pædofili, som enhver institution kan modtage for meget få, hvis ikke nul, kroner. Enhver der arbejder professionelt i de miljøer, hvor pædofile af sagens natur vil befinde sig/søge hen, kan så let trænes i at spotte og reagere på tilstedeværelsen af det uacceptable og krænkende.

Man kan med andre ord, istedet for at råbe op om det tåbelige i at være bange for mænd (som reaktion på angsten for at overse en pædofil), råbe på konsulent hjælp! Hjælp til at spotte om der er fare på færde. Og det er absolut bedst om det gøres, inden man står i et forfærdeligt problem, som kunne være undgået!

Via linket her kan du sende mig en mail, hvis du har behov for konsulent hjælp i jeres institution.
Jeg har så stor erfaring, både privat og professionelt med tabuet pædofili og seksuelt misbrug;
 'hvordan spotter du en pædofil i børnenes farvand? '

Det at blive trænet til at spotte når noget er galt, gøres meget nemt i et åbent og frit miljø, hvor man tager ansvar. Hvor man tør modtage fra andre og ikke holder på, at sidde med det rigtige svar. Og hvor man tør give af sig selv.

Derimod befinder pædofile sig særligt godt i de miljøer, hvor man ikke taler. Ikke reagerer på det man oplever. Hvor man ikke er tryg ved hianden som personale. Og hvor man derfor aldrig har turde tale tabuer op!! Som fx. børns sunde adfærd og seksualitet og det modsatte.

Mine børn har også selv været i vuggestue og børnehave. Og der blev brugt ressourcer på alt muligt meget spændende. Ingen tvivl om det.! Jeg kæmpede alle årene for, at de fik lavet et grundigt arbejde med, at se signaler hos misbrugte børn. Se pædofilt adfærd. Og være sensitive overfor at langt fra alle børn, bryder sig om at sidde på et toilet  uden døre, frit udstillet for alle. At der blev brugt bare nogle af de ressourcer der var i den her overskuds institution på Frederiksberg.
Det lykkes desværre ikke. Så tungt er det; frygt og benægtelse er stærke kræfter. Og mange forælder og pædagoger/ lærere går mere op i mad og motion,  end det 'der allligevel aldrig sker for os - kun de andre!'

Mit råd er dog til stadighed: Få hjælp istedet for at skyde hysterisk omkring på alle andre. Vær bevidst om, at seksuelle overgreb intet har at gøre med under-eller overskudsmiljøer. Brug kræfterne på at bringe viden frem frem for at vredes mod dine kollegaer, dit samfund.
Det er såre enkelt!

Og så ønsker jeg mig inderligt, at når vi bruger enormt mange kræfter på at børnene ikke må få sukker, at voksne står og ryger bag muren for at børnene ikke skal se det, alt skal være økologisk og med cykelhjelm- at man så brugte bare et mindste af de samme kræfter på, at få debatten om pædofili og seksuelle overgreb igang i institutionen.
Og det haster som ind i himlen!

Jeg oplever så tit, at voksne som selv har levet et priviligeret liv, regner det for stærkt overdrevet, at  'mange børn' ('det er kun de få!' får jeg at vide) vokser op i et seksuelt, psykisk eller fysisk voldeligt hjem. Jeg tænker vi burde vide bedre, end at lave studse-tingen! Men jeg skal ikke kigge ret langt, før den første fordom og forhindring standser muligheden for, at sætte fokus på, hvad der for mange børn og unge er en farlig virkelighed.

Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm.
Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år,  fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?



Etiketter: , , , , ,