Definer det liv dér! Ellers gør andre det for dig!

Jeg skrev indlægget Handler det hele bare om at være? forleden. Og har stadig nogle tanker, jeg ikke fik skrevet ud i det indlæg.

Det blev skrevet ud fra en instinktiv, knap så intuitiv (?), trang. Et behov for at skrive tanker, ikke blot til mig selv. Men til dig også. Og dig, og alle.

Trangen til at skrive ud til dig. Til alle, har nu en anden grundtone. Smager anderledes end før.
Der var et 'før'. Og der er et 'efter'.

'Før' samler mit liv, og i særdeleshed mit professionelle liv, inden jeg blev fysisk sat stille. Tænksom.

'Efter'.... Nå, ja, det siger jo sige selv.
Og alligevel. Der er noget gradbøjning. Nuance forskelle i 'efter'.

Opholdet på Rigets semi-intensive børne-& unge afdeling lagde et stærkere 'efter' aftryk.
Et mere rodfæstet 'efter'. End det 'efter', jeg har levet i siden september 2011. 
Den gennemgribende forandring jeg er midt i, manifesterer sig praktisk. Fysisk. Mere og stærkere.
Uomtvisteligt. I eget tempo.
Jeg forstår mere af den spirituelle lære jeg er så optaget af. På hverdagsplanet. Det fysiske plan. Ordene bliver levende og bosatte i mig. Mit 'Himlen Ned På Jorden' opdager jeg med eet, i den grad udtrykke sig i mig. I mine ord. Handlinger. Tavshed. Søvn. Bevidsthed. Forvirring. Ro.

Ro ved at give slip. Give efter. Synke ind. Lade ordene forlade teoriens alt-er-muligt-tryghed, for at blive min virkelige alt-er-muligt-praksis.


Med hensyn til den for-altid-livsforandrende situation jeg er i. Ja, så orker jeg ingen ynk.
Og ved også jeg på ingen måde kan bestemme, om folk synes det er synd for mig.

Jeg er også færdig med at leve op til billedet af Odile Poulsen.                  
Overleveren af alt. Også det umulige, som døden for eksempel.

Jeg ønsker blot at være. Ikke sagt det bare er lige til. Men det er helt og aldeles ganske rart!

At det med at præsentere sig selv i form af titler har mistet sin værdi.
Eller vise verden et image af mig selv som en succes. Det er også blevet ubetydeligt.

Det som føles rart, er til gengæld blevet meget centralt. Noget jeg vil søge mere og mere, lade det brede sig som varme i kroppen, der blev sat i gang og nu ikke kan standses igen.

Jeg ved jeg kunne vælge at fortsætte, som den jeg var 'før'.  Genoptage mit liv fra da.
Men jeg vælger at sige nej tak til tilbud og forespørgsler. Selvom det strider mod al umiddelbar almindelig fornuft.
Men det føles rart. Varmer inden i.

Hvad er et godt liv?

Præcis! Det er op til dig selv at svare på - ingen kan svare på det, for dig! Så kliché. Så banalt er det.

Og så u-enkelt er det, at nå frem til at efterleve.

Hvis jeg sagde, at det jeg har oplevet rent fysisk det sidste år, er piece of cake, ville det selvklart lyde så hult som enhver anden gennemskuelig projektion.Min læreproces er for de rå halse, thats for sure. Her er intet indpakket i cellofan og med en lækker chic-lit eller chic-fic overskrift i svungne sløjfer.

Det er ærlighed og ærlighed på ærlighed. Ingen forfløjne løgne eller illusioner. Alle projektioner er hevet hjem til mig selv og jeg har tvungent mig selv til at se mig selv, i det skarpeste af solens lys.
Ser hver en detalje, og har gang på gang forsøgt at knibe øjnene hårdt til. Men har igen og igen åbnet dem. For at se. Mig. Se mig selv. Som den jeg var. Og den jeg ville være.

Og her er jeg. Her hvor jeg kan tåle et hvert eftersyn i høj sol. Med vidtåbne øjne.

Jeg har intet mod succes! Tværtom! Jeg elsker succes, og tager imod dets gavmilde lys. Og jeg synes man skal svømme rundt i succes. Så længe det er den slags der holder en varm på sigt. Ikke den der kommer af at pisse i bukserne.

Så jeg stillede mig ud og så mig selv udefra. Kiggede ind. Var mine værdier mine? Eller nogle kulturelt tradtionsbårne skabte?


Den spirituelle proces som jeg ofte nævner, men vist kun får beskrevet i flagrende sætninger, er den mest kraftfuldt proces, jeg husker nogensinde at have været i. Og hvor meget jeg savner at dele  tanker og oplevelser med nogen, har jeg ingen ord der kan favne nok!

Jeg mærker og sanser idet andet sprog end jeg kan udtrykke. Endnu. Tiden er endnu alt for ung.

Men
- og her er mit egentlige budskab, som jeg ikke formåede at udtrykke i indlægget
 Handler det hele bare om at være?
 - jeg har en enorm trang til at dele mine oplevelser, tanker, erfaringer. Og den tvivl der opstod, da jeg begyndte at læse spirituelle forfattere.

Selvom jeg som blot fireogtyve årig, fik åbnet for mit egen overvældende spirituelle liv på jorden, har jeg holdt mig fra at læse andres ord. Og har kun besøgt to seere i alle årene. Spiritualiltet er blevet for meget en branche med for mange købmænd, så det er svært at finde den ægte vare.

Så mit ønske lige nu er, at udveklse med dig, og dig. Og alle.
Hvad har du af erfaringer med spirituel litteratur?
Har du nogen erfaringer med Lars Muhl? Teoretisk, praktisk?
Og hvordan med Abraham-Hicks?
Andet?