02 03 04 ODILES BLOG: Handler det hele bare om at være? 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Handler det hele bare om at være? 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

fredag den 17. august 2012

Handler det hele bare om at være?

Jep. Det er mig.
Med det langt-væk-herfra-blik og lige så slørede tanker.
Jeg er langt væk. På så mange måder.
Og længe siden jeg har været her på bloggen.

Det har jo været sommer.
Hver sommer tager jeg seks -syv  uger ud af kalenderen og er med ungerne i sommerhuset. Primitivt, enkelt. Himmel. Hav. Jord. Sol. Regn. Tid. Tid. Tid.

I år forsvandt sommeren for os. Og jeg mærker et efterslæb. Det er nok det, der ses i mit blik.

Tre dage inden i skolernes sommerferie, fik sønnen høj feber. Han er født med en nyrefejl, og selv vi har været i kontakt med hospital siden han var spæd, har han været godt fungerende de sidste elleve år. I sommer endte han med at ligge tre uger på hospitalet og være så alt, alt, alt for tæt på dét, man som forældre altid frygter mest.

Men han er stærk. Og kom igen. Omend meget ældre på bare et par uger.


Selvom det ligger til nytåret at gøre status, så gør jeg min status nu.
Hvad skete her i år?
Jeg er sat ud af mit professionelle liv. Kan ikke arbejde og er meget handicappet. Stadig. Nu har jeg været syg et helt år....
Bare at gå ind på en cafe, få en latte 2 go. Det kan jeg ikke, for hvem skal så styre krykkerne?
Nu er jeg sådan en Odile, der skal søge om handicap parkerings bevilling. Ellers er det for svært at få ungerne rundt. Komme ind i en butik. Eller til genoptræning.

Mit liv er på så mange måder, så meget, meget langt væk fra, hvor jeg var sidste år.


Også selvom mit liv altid har været markant. Bemærkelsesværdigt ved dets ekstreme prøvelser. Døden. Vold. Vildskab. 'Ondskab'. Jeg har overlevet meget mere end man kan fatte. Ikke kun overlevet, men også skabt mig selv i en udgave som jeg er stolt af. Og som jeg kan hvile i.

Jeg er så meget en 'survivor'. 'Mønsterbryder'. 'Fighter' eller hvad folk kalder mig, at jeg er blevet offentligt kendt, på grund heraf. Mange forventer, at jeg kan klare alt!
At jeg er uden limits for min evne til at komme igen. Lande på alle fire. Det har jeg også altid gjort.
Og jeg har også altid tænkt (engang ubevidst, siden bevidst), at jeg ville klare det.

Nu er det blot anderledes.
Jeg er stadig syg. Handicappet. Og har ingen fantastisk prognose.

Jeg har altid været utroligt fokuseret. Altid kunnet se hvor jeg ville hen. Altid fået det jeg kiggede efter. Som barn var min drøm, at blive forfatter og psykolog, som voksen.



Det sidste år, væk fra mit vanlige liv, har givet mig meget tid. Ro. Alene-hed. Reflektion.
Smerterne har været sindssyge, nuvel. Og er det stadig. Men jeg er jo en fighter, så...

Min spirituelle udvikling har været mit centrale felt. Her har jeg holdt mig selv oppe på de mest krævende dage. Og jeg er fortfarende meget optaget af den spirituelle tanker og oplevelser.

Døden har været en stor del af mit liv. Flere gange har jeg været død, men... 'Det kan ikke lade sig gøre...' har lægerne sagt, og forsøgt at forklare det.Jeg ved blot hvad jeg så. Hvor jeg var og hvad der skete, mens min fysiske krop stod af.
Og det er klart det har forankret mig spirituelt.

Hvor vil jeg hen med al det her sygdom snak, rykkende over i noget spirituelt et-eller-andet?

Jeg vil herhen hvor in forvirring ligger.
Forvirring over de store forandringer i mit liv. Så meget der ændres. Forsvinder. Forandres.

Det er velkendt det er i vores kriser vi udvikler os mest. Og for blot et par år siden, yndede jeg at arbejde som psykoterapeut; tale om smerten. Om traumet. Om eksistens. Svigt. Håb. Skabe nye liv.
Hjælpe mennesker på vej. Set dem udvikle sig og turde deltage i deres liv.

Men jeg vender alt det ryggen i dag. Ikke sådan at forstå, jeg fortryder noget, syntes det var forkert. Jeg vil bare noget andet.

Jeg vender alt ryggen. I hvert fald mit professionelle liv. Jeg siger nej til at optræde i interviews der handler om smerte, svigt og skader. Min praksis er lukket ned, og hvad der først bare var fordi jeg var syg for en tid, er nu blevet tydeligt for mig, meget mere handler om, at jeg ikke længere ønsker det. Min praksis.

Jeg har aldrig i mit liv stået her. Uden at være i gang. Effektiv. Præsterende. Populær. Givende. Succesfuld. Trendy. Bærende. Stemme for alle dem, der ikke kan.

Og det føles langt fra så skræmmende som jeg havde forestillet mig det. Dengang.
Måske fordi jeg ved, at det ingenlunde kan være anderledes?
Det er også skræmmende. Selvklart.

Tænk, hvis jeg finder ud af, at hele mit liv blot handler om at være?

Er det så lidt?Hvad med alle titlerne? Præstationerne? Medierne? Populariteten?
Hvad med at skrive lave den vildeste blog? Være spændende? Debattere med alle de andre. Være aggressiv og alfa-hun? Være kunstner? Politisk? Ytre mig fordi jeg kan? Drøne rundt med mere fart på end jeg selv kan holde rede i. Drikke min kaffe på den rigtige kaffebar. Grine med mine kendte veninder.

Der er intet galt i alt det. Jeg tænker, der intet er galt i det som mit liv har været.  Kun hvis jeg gør det, fordi jeg er bange for at være for lidt.

Mine venner har travlt, og bliver overrasket over alle mine tanker. Men jeg har jo masser at tid til at tænke dem, svarer jeg. Og nyder at have et par hjertesøstre, for hvem det at udforske tanker og følelser med spirituelle strejf er lige så intens, som for mig.

Jeg er heldigvis blevet i stand til at læse igen. Da jeg var inde i Bog og Mystik på Valby Langgade for nogle uger siden, blev jeg anderledes opmærksom på Lars Muhls triologi. 'Gralstriologien'.

Normalt læser jeg ingen spirituel litteratur. Altid haft lidt løs samvittighed over det, for hvordan kan en seer ikke læse sådan noget litteratur. Nå, men jeg tog Lars Muhl med i tasken.
Og nu er jeg noget i vildrede. Forvirring.
Har læst 'Seeren' og er nu i starten af 'Magdalenen'.
Og bliver så trist af at læse.

Fordi han skriver så glædesløst. Trist. Smertende.
Og jeg kan sagtens følge de budskaber han har med i 'Seeren'. Meget stemmer fint overens med mine erfaringer og oplevelser.
Der er bare en stemning af det der med, at skulle gennemgå stor lidelse for at opnå stor fred. Lys.
Hele det klassiske med at man skal opføre sig på en bestemt måde, for at kunne være med i den hellige fest.
Noget som strides stærkt mod mine tanker. Følelser. Liv. Væren.

Jeg tænker alt er frit. At det er u-klogt at opstille regler, ritualer eller dogmer for hvordan vi kan komme til at være i kontakt med os selv. Intet er mere rigtigt/forkert end noget andet. Det er blot. Skabelse er blot.

Jeg ved ikke om Muhl opstiller regler eller noget. Har slet ikke læst færdigt.
Det slog mig blot at det er som om, man skal være ren på en særlig måde, for at være rigtig ren.
Forstå på en bestemt måde, for at kunne sige man forstår. Se på en rigtig måde. Og så videre.

Det er en særlig proces jeg er i.
Det er som om jorden under mine fødder, bogstaveligt talt er smuldret væk. Jeg kan ikke stå, gå. Klare mig selv. Være noget for nogen.
Jeg smider mere og mere ud, hver dag.
Begrænser hver dag alt det, som tager af mine kræfter.
 Og vælger at tage imod.

Jeg ønsker at spiritualitet og liv, skal være glæde. Lys.
Som jeg ser det i 'de andre verdener'.
 



















Etiketter: , , ,

6 kommentarer:

  • Klokken 20. august 2012 kl. 12.27 , Blogger Søren sagde ...

    Efter at have læst dette, kan jeg ikke lade være med at spørge - Hvor i dit liv befinder tilgivelse sig?

    Søren

     
  • Klokken 21. august 2012 kl. 08.13 , Blogger odile sagde ...

    Hej Søren.

    Det er et meget bredt spørgsmål.
    Kan du komme nærmere hvad du tænker på?
    Tilgivelse er for mig at se en dynamisk størrelse. Et levende begreb i os. Og som kræver timing ift det som skal tilgives.

    Tilgivelse ift de mennesker som udsatte mig for tortur, seksuelle overgreb og prostitution?

    Tilgivelse ift mig selv?

    Tilgivelse ift at have en meget syg søn, eller at have haft en krisefyldt sommer?

    Tilgivelse som en ren teroretisk størrelse?

    Tilgivelse af...?

    Jeg tænker at hvis vi lever uden at tilgive dit eller dat, så lever vi i stor frygt.

    Bedste tanker
    Odile

     
  • Klokken 21. august 2012 kl. 10.04 , Blogger Søren sagde ...

    Kære Odile,

    Enig - tilgivelse opfattes meget bredt, men kun på grund af, at vi opfatter at vi er adskilt fra andre mennesker og adskilt fra den skabende kraft.

    Dybest set er alt Et. Så der er i virkeligheden ingen andre "derude", der er kun dig.

    Vejen til at opleve dette, kan være - i første omgang, at tilgive de mennesker som har gjort dig ondt. Ikke blot sige det eller tænke det, men mene det helt ind i hjertet.

    Det der vil sker hvis du gør dette, er at du slipper dit "ejerskab" på disse følelser, som jo kun er inden i dig, de er ikke i dem der har gjort dig ondt. Måske syndes du, at du har ret til ikke at tilgive dem, for hvad de har gjort, men dette sætter ikke dig Fri.

    Søren

     
  • Klokken 21. august 2012 kl. 16.59 , Blogger odile sagde ...

    Hej igen Søren.

    Mange lever med skam,smerte eller frygt pga hændelser langt tilbage i fortid. Nogle holder fast på det. Andre gi'r slip.
    Få er bevidste om hvordan det hænger sammen.

    Og om du bruger 'du' i din kommentar fordi du personligt vil rådgive mig, eller fordi du bruger betegnelsen, som andre bruger 'man', det kan jeg ikke gennemskue:-)

    Måske går du automatisk ud fra at jeg fordi jeg har oplevet tortur og voldtægt som barn fx, at jeg så lever et liv uden at have tilgivet?



    Bedste tanker
    O





     
  • Klokken 22. august 2012 kl. 06.54 , Blogger Søren sagde ...

    Hej igen Odile,

    Jeg skiver til dig, men jeg skriver også "Vejen til at opleve dette, kan være" da jeg jo ikke ved.

    Jeg opdagede selv som 44årig, hvordan noget var helt galt og dette var omkring skam, skyld, smerte og frygt, oplevet i barndommen. At dette lå ubevidst inden i mig vidste jeg ikke - for det lå jo ubevidst -

    Først da jeg for cirka 6 år siden så at det var mig selv jeg skulle tilgive, begyndte alt at ændre sig. Det var derefter et langt sejt træk.

    Dillemaet er "ubevidst", for jeg var da sikker på at noget ikke kunne ligge ubevidst inden i mig. Hvis du har læst "Nuets Kraft" taler Eckhart Tolle i den om smertekroppen og det ubevidste.

    Søren

     
  • Klokken 26. august 2012 kl. 10.36 , Blogger odile sagde ...

    Hej Søren.

    Ja meget ligger ubevidst for mange.
    Mennesket projicerer ca 70% af sig over på andre ;)
    Og det er klart, at jo mere bevidste vi er om os selv, jo mindre vil vi projicere.

    Det er såmænd ofte den frygt der får os til at handle og føle mod vor sande væsen.
    Vor store lære er jo, helt banalt, at lære at være her i fysisk form, med vor sande væsen.

    Vi lærer forskelligt, men læren der skal indtages er den samme.

    Kh O

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start