02 03 04 ODILES BLOG: september 2012 05 13 14 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 ODILES BLOG 22 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

lørdag den 29. september 2012

Farvel til håbet.

Jeg har brugt det sidste år, til at aflægge mig lag på lag på lag, af tillærte funktioner.
Funktioner som vi alle lærer i vor opvækst og som er fornuftige nok. For eksempel ambitioner om hvad vi skal. Og hvordan vi skal det.
Det har været een lang bevægelse, som et næsten evigt slør, der roligt blev afviklet min krop.
Til en start var sløret dybrødt, som jeg. Og et smukt ydre til at møde verden med. Det både glædede mig, og verden.
Og pudsigt nok var det ikke smerteligt, med nærmest ynde, at løfte et lag. Så et lag mere og endnu et lag. Og hele tiden, flere lag. Det var ikke det, at tage det smukke slør af, der smertede mine knogler.
Det var det, at jeg havde rendt rundt, som i al for hårdt ridt. Uden at kunne standse mig selv. I tide.

Efter nogen tid, blev sløret mindre, mindre, mindre rødt. Det blev aldrig lyserødt. Bare mindre rødt og jeg slap alt det, jeg troede jeg skulle være. Eller nej, jeg tror nok jeg slap alt det, som jeg som barn havde drømt om at blive. Og også var blevet.







I et langt stykke af mit voksne liv, fandtes ingen modstand mellem dén kvinde jeg som barn drømte om at blive og den jeg blev: forfatter og psykolog.
At leve et liv med ord. Skrive, skrive, skrive. Bøger, klummer, indlæg, debat. Skriv for dit liv! Det var og er, min største drøm.
Og jeg blev psykoterapeut, præcist som jeg så jeg skulle, som barn.


Men det ændrede sig.Ved ikke hvornår det ændrede sig.
Jeg holdt op med, at ville være den kvinde, jeg havde ønsket at blive som barn. Den spirituelle udvikling jeg er midt i, har ændret (mig) meget.


Min spiritualitet er altid med. Uanset om jeg bruger den bevidst eller ej.
Folk kan blive raske ved at være i samme rum som jeg, uden at jeg sætter fokus mod dem eller det. Jeg ved, når ubehagelige hændelser skal ske - ind i mellem bliver jeg fysisk dårlig, mens jeg afventer det sker.
Jeg har ingen magt til at ændre noget som helst. Blot afvente.
Jeg kan være i mange verdener og jeg kan være i denne udelukkende, svært begrænset til min rationalitet kun.

Dén spiritualitet blev sat i *highspeed-udvikling*, i samme øjeblik mine fysiske rygsmerter blev så ulidelige, at jeg skreg mig ud af mig selv, for cirka et år siden.

De sidste dage inden den første operation, hvor jeg havde droppet mad og væske, bad jeg til mit højeste Selv, om at blive reddet. Om at en kirurg ville dukke op, for at hjælpe mig. I min bøn fik jeg det syn, at kirurgen var en kvinde. En time efter, kom en kvindelig kirurg for at operere mig.

Efter operationen, aflagde jeg flere og flere slør. Næsten uden farve var de.
Og jeg kom længere ind i mig selv. Og længere ud i universet. Jeg mistede ingen jordkontakt.
Fandt ingen luftige dimensioner, der kunne holde mig deroppe.
Men blev blot liggende. Sejlende i mit 'Kongeskib'. Min nye seng som blev installeret her midt i stuen, for at jeg kan være i kontakt med familien, når de kommer hjem fra deres skole og arbejde.

Næsten et helt år i isolation. Her. Tid til tanker. Meditationer. Syn.

Den tid jeg havde manglet før, ligger nu foran mig, som et nystrøget damaskdug. Mine 'klodselige' bevægelser er en stærk kontrast til den smukke vævning.
Men jeg stryger let hen over himlens skiftende farveglans, i mine daglige meditationer.

Jeg lærte, for hvert lag der gled af, den lære jeg var blevet vist for over tyve år siden.
Dengang jeg besøgte en anden Seer. Hun havde på selv samme damaskdug dækket op for mig, så jeg kunne se mine evner. Hvordan jeg kunne tage dem i brug.Træne dem op. Acceptere dem i mig og mig i dem. Og især, og sværest af alt, give afkald på mit menneskelige egocentriske ego.

- Det kan man da ikke, Odile! Det er umenneskeligt! får jeg som svar igen og igen, her i den fysiske verden.
Ja! det er det, u-menneskelig lære. Uanset er det den lære, jeg er stillet over for. Hvorfor mig? Mig, som har så alt for meget af det latterlige, krumspringende ego. Hvorfor ikke et andet menneske, som bærer større kærlighed og ydmyghed i sig end jeg? Jeg ved det ikke. Oprigtigt? - så forstår jeg det ikke.


Da jeg mistede min førlighed sidste efterår, var det intet problem. For jeg havde så meget at udforske, både fysisk og spirituelt. Genoptræningen; at lære at gå som et lille barn. Det var magisk - også selvom jeg ikke lykkedes. Mine besøg i det varme bassin blev dybt symbolske og guddommelige.

Min sidste bassintur var i tirsdags. Og selv dér, hvor jeg allerede var helt udmattet, og havde givet slip på mere end jeg anede muligt, fandt jeg i glimt, præcis den følelse.
Som, at hvis bare jeg holder fokus på hvad vandet, kroppen, bevægelserne og spiritualiteten gør i eet, så finder jeg det! Dét! der skal være i stedet for slørets tusinde lag.

Jeg har ingen slør tilbage. De sidste blev trukket af. Det gjorde ondt. Meget.
For i det var håbet.



- Hvilket håb? Du kan da ikke slippe håbet?! Uden håb kan man ikke leve! si´r du nok oprørt
Men det var håbet knyttet til det liv, jeg havde. Dét jeg ingenlunde ønsker.

- Hva´så?
- Ved ikke...
- Hvad mener du med 'Ved ikke..'
- Ved ikke....

Ved ikke hvaffor håb der så er.
Det er de sidste dage inden den tredje operation i dette mærkværdige år.
Ved du hvad? Faktisk bryder jeg mig så lidt om at tale om smerte længere.

Førstedelen af mit liv blev brugt på at nedbryde mig, torturere mig og seksuelt misbruge mig.
Jeg brugte derfra mange timer, penge og kræfter på, at blive m.i.g.! Odile Poulsen.
Da det var lykkedes, begyndte jeg at fortælle Danmark om hvilke skader der gøres mod børn, i det usagte. Det gik den næste del af mit liv med. Jeg talte og talte, men lyttede også. På alle de kvinder og teenagers, der havde lidt så umenneskeligt.

Jeg ønsker at skrive & tale om andre ting. Nu.


Om et par dage, skal jeg have skiftet en lændehvirvel.
Jeg har brugt alle mine jordiske og alle mine spirituelle kræfter på at blive rask.
Men jeg fejlede. Jeg kan ikke mere. Har intet mere i mig.

Lige meget hvad der sker, vil min drøm altid være, har altid været,
 at skrive.
At få lov at skrive ud til hele verden.
Om alt det jeg ved. Om spiritualiteten i mig.
Om det spirituelle uden om mig.
Alt det jeg har set, erfaret. Forstået, levet.
Oplevet. Mistet, tabt. Strabt efter.
Om hvordan jeg øver mig i at slippe, det egocentriske ego der spærrer for spiritualiteten.
Skrive om min lære.
For hvor meget den end har sit udspring i mit levede flesch & mine åndelige svipture, er læren ingenlunde forbeholdt mig. Kun.

Jeg har ingen anden drøm.
Ingen anden drøm.
















Etiketter: , , ,

mandag den 17. september 2012

'Tænk! dig rask' Det er så let at sige!

Det er aldrig sket før,
at jeg har været så træt.
Jeg kan næsten ikke bære mig selv
længere.
Læner mig tilbage, lader som om, intet er.
Kun en væren som intet kræver.

Jeg har det som om, mine hænder var fulde
 lige før,
af alt det jeg skulle nå.
Alt det vigtige, jeg måtte vise.

Men i samme nu jeg ser på dem,
er de tomme.
Gør det noget? spørger jeg mig selv

Jeg ved godt folk si´r
'Du kan tænke dig rask!
Du skal give slip, så bliver du fri!'

Jeg har også selv sagt noget
i den stil
uden at vide selv hvordan det er.
Jeg mener,
virkelig
er...



Engang talte en lærer
med forført sødme i sit blik, om en munk der sagde;
'Jeg tilgiver mine bødler at have udsat mig for tortur!'
'Se! Det er tilgivelse! Se! Dét er stort!' sagde min lærer.

Jeg vidste bare, at han aldrig
havde kendt til,
at tilgive.

Ja, undskyld, hvorfor lyder jeg så bitter?
Jeg ku' sige det er den træthed, som ingenlunde klæder mig.
Det er bare..
folk si´r så meget.
Men hvem lever det selv?

Det kan blive så fortvivlende respektløst,
at folk  si´r andre, skal gøre mirakler.

Især når de ikke selv vedkender sig
deres 
eget lys.

Alligevel er det sådan jeg gør.
Slipper alt.
Tilgiver alt.
Tager imod.

Og føler mig så ene,
som aldrig før.

Jeg bliver nødt til at leve
dét, jeg siger.
Være de ord
jeg skriver.
Ordene jeg taler.

Jeg er mine ord
For hvis ikke, er
jeg intet.

Der er ingen ord
der beskriver
hvordan det er at blive handicappet.
Eller være krøllet sammen
af smerter.
Jeg håber du vil bære over med mig:
At jeg har lyst til, at du bærer mig.

'Jeg vil ikke mere!' råber jeg og tramper i jorden,
og rykker endnu nærmere.

Jeg tilgiver alt,
lader min fortid
hvile
har ingen kamp længere.
Vil drive med
hvor Solen vil ta´ mig.

Jeg mangler stadig
et stykke vej
før jeg kan. Helt.
Kan være
mine ord.

Det tager tid
at forandres
Så markant.



















Etiketter: , , , ,

lørdag den 15. september 2012

Når Superwoman ta´r orlov.

Nu har jeg prøvet.
Prøvet, prøvet, prøvet.
Og prøvet.
At blive rask.
Nu må jeg bryde min måde at tænke på!

Det sidste år har jeg
fyldt mig med tålmodighed. Ro. Håb. Lys. Ført min krop gennem alle de mulige træningsmuligheder, der findes. I hænder på læger, kirurger og fysioterapeuter. Og især, i mine egne, endelig! skånsomme hænder.

Jeg har forsøgt at forstå, for at lindre. Jeg har taget mit ansvar på mig (som altid) og har sagt undskyld! Undskyld elskede krop, at det var så mange, så lange og så hårde år. Undskyld! Elskede ryg, alle de slag. De knæk. For ikke at sige den enorme stædighed jeg har trukket dig op med. 
Igen, igen, igen.
Undskyld krop! at jeg som barn skulle knækkes og blev så optaget af mit indre forlis, at jeg ikke hørte ryggens lyd. Da den knak.

Nu, her mange år efter, findes det foto som beviser, min smerte eksisterer. Fra at være noget jeg vil arbejde med, er det blevet et spejl proppet op i mit ansigt; du s.k.a.l. indse dette! Din ryg er i stykker.
Leddet kan ikke bære mere og skal skiftes ud! Du kan aldrig komme til at gå igen. Med mindre vi gør dette forsøg.

Havde jeg været ude for en ulykke og knækket mit ben. Lavet et åbent benbrud, ville jeg ikke tøve eet eneste sekund. Ja! sæt mig sammen med skruer, skinner, implantater! The works Nu!
Jeg ville på ingen måde, vente til jeg med min godtnok stærke tankes kraft, havde healet mit ben igen. Og jeg ville på i.n.g.e.n. måde, gå rundt på det. Endsige træne på det! No way!

Men det har jeg gjort med min ryg. I et år nu. 
Til Nu. Hvor jeg forstår. Ahh, lettelsen smyger sig kælent om mit ømme og forsømte rygsøjle.
Først nu ved jeg, at jeg skal sige ja til hjælp. At den hjælp jeg har bedt om, den Guds helikopter, som jeg på ingen måde længere må afvise, er den tredje operation, jeg skal have lavet om to uger.
Sæt mig sammen! Brug skruer, skinner og implantater. The works! Nu!

Jeg har skvattet fra Superwoman-status til menneskekvinde-status. Har lagt kappen og ved, at det er helt unødvendigt at være beredt på farer. Det er slut. Faren var der dengang, i mit børneværelse. 
Og nu skal værelset ryddes op. Renoveres. Bygges om og luftes ud.

Om to uger begynder det liv, jeg skulle have haft for knap femogfyrre år siden.
Og ved du hvad? Jeg g.l.æ.d.e.r.! mig!

Nå, ja, nu lyver jeg for dig. Jeg er ræd! 
For mine smerter. Dem jeg har nu. Dem som følger siden. For min viden om, hvor syg jeg er. 
For operationen og alt det isenkram der skal sættes ind. For den lange recovery tid bagefter. 

Tre rygoperationer på eet år, det er meget. Min krop er slidt. Presset. Musklerne er svundet ind. 
Jeg er træt. Min krop er træt.

Men jeg vil mit nye liv, så meget! Det liv jeg aldrig har turde drømme om, for det var kun andre forundt. Nu glæder jeg mig, som ind i himlen, til at leve det. Smertefrie liv.

       Min ryg lagde mig for første gang ned, da jeg var elleve år. Tiden er inde. Til en forandring.
       Nok på tide, ku´man sige;-)


Jeg håber du vil bede for mig. Eller tænke på mig. Sende mig varme. Healing. Latter! 
Sende det 'godeste' du ved, i min retning. For om lidt går det løs!

Nå ja, og en god stærk latte, lavet med kærlighed - ku´ jeg også få sådan en?;-)

Tak.

Etiketter: , , ,

mandag den 10. september 2012

Se! Dine egne fodspor!

Når vi følger efter andre,
fordi vi ikke tør stole
på os selv.
Ikke kan tro vi
kan selv.
Mangler tryghed
i os selv.   

                                  

Så sir jeg:
Find dit indre lys

så det kan vise dig
alt hvad du er.
                          
Når andres facon
har bragt
penge, succes og/eller magt med sig,
kan vi tro
det er måden
at gøre efter.



*Måske* sir jeg,
men det må du spørge ind
i dig selv efter.
Find din indre stemme
og lad den tale længe nok,
højt nok,
til du stoler på den.

Der er masser af forførelse
som koster dyrt,
når vi har glemt hvem vi er.

En god investering er
altid
at bruge tid
til at kende dig selv.
Være tryg ved egne evner
Og glædes over egen
skaberkraft.

Enjoy
and have fun doing it!;-)

Etiketter:

lørdag den 8. september 2012

Jeg bryder ud!



Dette brev
er bare for at fortælle dig,
at om lidt, så
bryder jeg ud.

Jeg har brug for at
du skal vide det
inden.
For jeg er lidt bekymret for
at du måske vil savne mig.
Bagefter.

Det er ikke fordi
der er noget galt.
Forkert.
Eller du er.
Du har intet gjort
der får mig til at
gøre det, jeg gør.

Det er bare tiden.
Tiden for
mig.

Men selvom jeg
aldrig mere
vil være den samme,
er jeg heller ikke fremmed.

Du vil kunne kende noget
ved mig.
Andet vil du
ikke.

Jeg ønsker du skal
føle dig tryg,
når du ser på mig.
Vidende
at mit hjerte
slår stærkere end nogensinde
før.

At min styrke
aldrig før
har været sådan.
Så kraftfuld.
Så farverig.

Om lidt da bryder jeg ud.
Førend det er
for sent.
Det er det jeg altid
har drømt om,
og aldrig turdet før
nu.

Jeg troede da
springet
ville brække min ryg.
Men det var faktisk
det at holde
igen,
der knak den.

Om lidt da bryder
jeg ud.

Vi ses
På den
anden side.