Det føles som sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.

Bla, bla, bla, bla. bla.
Vi siger utroligt meget med vort sprog, tit mere end vi er klar over.
Ofte får vi sagt det forkerte. Eller for lidt. Eller for meget.

For mig, føltes det som om sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.
(Er det egentlig det jeg er - handicappet? Forleden landede jeg på en anden defination. I mangel af at kunne definere mig selv. Som jeg er nu. Det kan du læse om her!)

Lad mig gi' dig lidt konkret;




'Man går med hat'.
Nej jeg gør ikke, for jeg kan ikke gå.





 'Man går til dans'. Nej, jeg kan hverken gå eller danse.
'Man går til'. Nej, jeg går ingen steder.
'Hvordan går det med..?'
'Det går da slet ikke!'
'Det gik sin gang.'
'Det gik eller så godt...'


'Hun' (/han/det) løber ingen steder' er til gengæld lige en jeg kan bruge!


Gi´r det mening? Kan du følge hvad jeg mener?

Der er så meget der er forandret. Sproget er ikke. Det er mig, der er forandret. Og min måde at opfange sproget. Men det er blot en af mange forandringer.
Ved at være forandret for livstid.