Jeg prøver at f****** elske hverdagen, meeeeen......

Sidder så for første gang i mange uger  - eller i hvad der føles som mange, mange uger - hjemme ved glasskrivebordet (det som har fulgt mig i nu 20 år - godt Ikea køb!), og glor ud af vinduet.

Huset synes faktisk fremmed, hvis jeg skal være helt ærlig. 'Hvem er det lige der har beboet det sidst?' tænker jeg, 'satme nogle svin!' For her er monsterstøvet! Krummer alle vegne, og at gå med bare tæer på trægulvet er en mindre prisværdig oplevelse; det stikker og prikker, som ligger her strøet sand eller noget andet over alt. (No,vil ikke vide hvad 'noget andet' ka´ være!) 'Og hvem har givet carte blanche til de der gigantiske spindelvæv?!'

Well, well, jeg må nok bare erkende, at jeg er vendt tilbage til husets tilstand, næsten præcist (altså minus ederkoppe-arbejdet) som jeg har efterladt det i; rodet og ikke rengjort.
Welcome back, Odile. Det er hverdagen der banker på!

Nå, men sommerhuset må hive og trække i mig med al den magnetisk kraft det besidder, jeg bliver i huset! Jep! Jeg er stærk! Jeg kan godt klare endnu et år, med mange, uhyrligt mange hverdage, til den solforgyldte sommer igen vil omfavne mig, og hviske i mit øre; 'Hvor har jeg savnet dig, min kære ven. Hvor blev du af?'

'Pjat til side, din pivrøv! har jeg tænkt, når jeg svedende har aset og maset med tankerne der konstant var ude på at stesse mig op. Tankerne om hverdagen. Skoleåret. Mandens arbejde. Og ikke mindst min egen fuldstændigt uafklaret og upålidelige situation (dét vil der bestemt komme et indlæg om en dag snarest!)

Men jeg har gjort det eneste rigtige for en pivrøvmor; jeg har været top-rutineret, overtjekket, på-forkant-mor & med verdens bedste intentioner om, at komme stress-less tilbage. Og jeg har købt blyanter, viskelæder, blyantsspidsere (ja, der kom jeg faktisk til at købe to blyantspidsere til min søn, fordi jeg havde glemt jeg havde købt en. Ugen før. Så sandt at sige, var det et udtryk for enten at være i nuet og helt have glemt hvad der skete sidste uge. Eller også var det et udtryk for at jeg alligevel var lidt stresset?), bogpapir til indbinding (suk!),
og så et par af de-smarte-for-de-dovne-bogindbinderer; de nye stof bogbind, som man bare trækker om sin bog (yeah!)

Det hele er på toppen, og jeg sku lige til at plante min rumpe og mit tilpas medicineret hoved, i cirka samme vandrette højde, for at klaske sammen til en film. Strække det sidste ro ind i mig, og ikke lade mig mærke stort med, at i morgen = hverdagen!

Til det var, at jeg opdagede begrebet 'madpakker'! What th F***! Madpakker! De skal for helvede og ind i himlen sgu da ha´ madpakker med! Eller har vi husket at betale for skolemaden?Men det vil Karla Solvej alligevel ikke ha´- så hun skal ha´mad med. Og hun er vegetar, og kan ikke lide grøntsager....! Og vi har ikke købt ind?!
Madpakker - troede det kunne forblive et støvet levn pakket ind i sølvpapir, gemt væk bagerst i min hukommelse.

Nå, kan du mærke det? Jeg er allerede hverdagsramt.
Og hvad gør jeg så?

Sætter mig ned og skriver et blogindlæg. For det er den eneste måde, jeg kan grine af det.
Og det er det jeg gør -
griner af hverdagen, den f****** hverdag!!


Hahahahahhahahahahahahaha!