At være gift kræver mod!

Meget livsbekræftende og kærligt, at modtage så mange menneskers gode ønsker for Poulsen og jeg på vor kobberbryllupsdag i går.

For nå ja, det er den store single-tidsalder. Og tidsalder, hvor man via bureauer kan finde sig en elsker/-inde, som en sideorder til ægteskabet.

Alle kan gå hen og gifte sig. Det behøver man hverken forstand, penge eller endog kærlighed for at gøre.
Og mange skilles også igen.

Så er der dem, der nøjes. Dem der aldrig tør spørge manden/konen: 'Hvad tænker du egentlig på?'
Eller: 'Ved du hvad jeg kan li`?' Men bare lever livet sammen, fortsat, uden at turde udvikle sig. Eller stille krav til sig selv, og den anden.

At forblive i en relation, med den ægthed der nødvendigvis betyder man skændes, man elsker, man griner, man tuder. Man går i krise, man støtter hinanden. Man udvikles, og oplever hver for sig, og opdager hvor meget man stadig kan inspirere hinanden. For at forblive i en relation, behøver jeg den ægthed, og det mod på, at skue under overfladen. For ved at være sammen med et andet menneske i den ærlighed, bliver man nødt til at se ud over *mig selv* i en konstant spejling.
Love it!

I mit ægteskab er det ikke så meget det uden om os, der betyder noget. Ikke fordi vi ikke kan lide luksus eller drømmer om lækre huse. Rengøringshjælp i topklasse, og hjælp til alt det praktiske i hverdagen. Men det som binder os sammen, er den evige inspiration vi gir hinanden. Den nysgerrighed på hvad den anden indeholder, og hvordan vi hele tiden udvikles.
Og selvfølgelig hører vi bare sammen, fordi ingen andre kan sætte så meget i bevægelse hos hinanden, som vi kan.