02 03 04 ODILES BLOG: februar 2013 05 13 14 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 ODILES BLOG 22 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

mandag den 25. februar 2013

Update fra FB (19.2.13)

Stak en finger i fortiden jord.
Straks hørte jeg de skringre skrig
mærkede den mugne mul
den ustilllige sult efter noget.

Jeg blev i fortidens billede
set som en forræder
der uden hjerte forlod
mamas skød.

Hvor kunne du?
Forlade os, og påstå du er bedre end os?
rungede de kolde vinde.
Prøvede at slå mig i gulvet.
Igen.

Men der intet igen!
Jeg trak min finger op
af den dybe grav.
Bad mit hjerte om velsignelse.
Vejen blev lagt foran mig.

Jeg går nu igen
på nutidens strækning, helt
ind i fremtiden.

Det er med tårer over
at må gå alene. Lade nogen ligge tilbage.
Og glæde over at vide
jeg snart vil møde andre.

Dem som også gik.

Hvem må egentlig debattere prostitution?

Kvinder der er i prostitution, anses af mange som værende en stærk og fri kvinde, der har et meget sundt og sultent forhold til sex. Og/eller sin egen seksualitet.

Medierne fremstiller gerne det billede af prostitutionen; det debatterede afsnit af Borgen. Politikens pt kørende serie Bordellet.

Man behøver ikke være højt begavet for at vide, at det selvklart er et billede af en kvindetype, der stemmer glimrende overens med vores tid.
Meget handler om sex og gerne offentliggjort på tv, fx. De unge identificerer sig via TV3/Paradise Hotel mm. Samtidig sidder mange og griner af Amalie som er for dum. Så hun må gerne sælge sig selv på tv, som værende sexuelt fri. Og dum.
Et særligt lidt flatterende kvindebillede.

Tilbage til kvinderne i prostitution.
Hvis kvinder der forlader prostitutionen så siden tager afstand til miljøet ved at kritiserer det. Påpege dets destruktive kræfter og konsekvenser, så kategoriseres kvinderne som svage. For svage til at være sexuelle objekter for god hyre.

Hvis kvinder der aldrig har været i prostitutionen, tager afstand, kategoriseres de som frigide, hattedamer, som helst vil sætte en stopper for al sex.

Kvinder der ikke synes prostitution er et gode for samfundet, de prostituerede eller kunderne, stemples som værende de værste til at ville stigmatisere kvinderne i prostitution.

Når medierne søger efter vinkler ind i prostitutionsmiljøet, så ønsker de at være så politiske korrekte og respektfulde over for den såkaldte 'sexarbejder', at der ikke stilles for nære spørgsmål. Nå jo, selvklart kan man godt tale om hvordan kunderne gerne betjenes seksuelt. Men at få kendskab til 'virksomhedens' er not comme il faut! (se Politiken; de har indgået aftale med bordelmama om ikke at stille ? til regnskabet).

Når debatten kører lyder det tit; Ingen spørger de prostituerede? Og det uanset at der i samme debattråd fx, Eller ved samme live debat-arrangement, er kvinder til stede, som har prostitutionserfaring. Ingen spørger dem - men påstår som argument at ingen vil høre på de prostituerede selv.

Så hvordan er det overhovedet muligt at debattere prostitution? Som kvinde? Hvis man tager afstand fra prostitution som et gode for os selv, vor døtre, vort samfund, vor seksualitet og vor kvindesyn?

Kvinder kan ikke selv have været i prostitution og tale dårligt om de erfaringer og oplevelser - den viden! - de sidder inde med. Det er ikke accepteret at fortælle om skader man tager med sig ud af miljøet - 'det er jo bare svaghed. Eller du valgte det jo selv!'

Kvinder kan ikke tage afstand fra prostitution, hvis de ikke har et personligt kendskab til det. Så er de moralske. Seksuelt ufri. Hattedamer og 'kvinde-kvinde-værst'.
(FB udate feb 2013)

Etiketter:

Højttænkning på Facebook

Lader mig falde
baglæns
ned under dynen.

Mærker straks dens silke
love mig fred
fra en vågen larm.

Af alle de fortrydelser
jeg burde
tage på mig

Aldrig været god nok!
Tænker altid på dig selv!
Ødelagde vor liv!

Anklagerne maser
sig på. Men
silken holder dem skak.

 


Når jeg vågner
rejser jeg mig
som altid. Men på en anden måde.

Vide der findes
steder at være
selv for mig

Trods mine forbrydelser
følger englen
tavs som en skygge

 


Lige meget hvor jeg går.
Så jeg går
videre. Ind i livet.

Med englen i min hånd.






                                                                                  Min fb status fra 19.2.13.

Etiketter:

lørdag den 23. februar 2013

Hjælp! Min datter er måske som jeg!!! - tanker om mainstream.

Mainstream er en stærk strøm. Stærkere end de fleste gør sig bevidst.

Man drukner i at agere efter strømmene omkring en. Man kommer til at ligge og plaske i alle retninger, foranderlige som strømmene er. Og ens kræfter slipper op.
Hvis man derimod mærker sin evige indre strøms bevægelser, kender den ud og ind, kan man lade sig drive på den. Uanset hvor oprørte vande der måtte opstå, vil man altid lande inde på bredden.

Det jeg så for tyve år siden i Miami Beach - at det kunstige blev dyrket til fordel for det ægte. Silikone som den ny tids største status, ønskværdigt for enhver anstændig kvinde. Og mand - er også blevet helt comme il faut hos os.

Falske øjenbryn, vipper, læber, bryster, talje, numser. Selv-eksponering som superstjerner med super-egoer og luksus-livsstil. Stå på tv med hvad som helst, for at overbevise alle om, at man er noget særligt. Klatre rundt på diverse tv-kanalers forskellige reality-programmer og date med de andre man konkurrerede med i sidste program. Sælge porno og strip, med samme selvfølgelighed som man sælger leverpostej, og så køre Mercedes rundt i storbyen, som en Linse-lus for det vedhægtede beundrende kamera (og publikum). Være en konstant underholdningsfaktor for alle os andre. Og helst med så meget seksuel aktivitet som muligt. At være 'Paradiso Stjerne' kræver en seksuel kynisme, som selv en prostitueret må studse over. Udskifte selvfølelse med egen-værdi i kraft af seertal og sidste restylane-indsprøjtninger. Leve på 1. klasse, mens ens selvværd end ikke har råd til at følge med på 3. klasse.

Mainstream er, når der popper en besked ind fra min datters Frit:
 Kor stopper! For få tilmeldte!
Det hele hænger sammen! Værdierne er udskiftet fra ægthed til plastik. Du får mere i kroner og øre for din plastik, end hvis du tropper op med din ægthed. Målt i tv-tække.

Der er ikke nok der gider synge i kor. For alle vil være solister og superstjerner.
At synge i kor med ægte guitarlyd og klaver, lære sin stemme at kende - lære musikkens grundstene at kende, er ikke sjovt! Eller hurtigt. Glitrende. Solo. Eller sådan 'på'-agtigt.

Men det er X-factor.
X-factor er in.
Det er meget sjovere at agere X-Factor deltagere og dommere. Sno sig til engelske sange (jeg simpelthen ikke tror på den gennemsnitlige 9-årige fatter hvad handler om! På erfaringsplanet. Håber jeg sandelig heller ikke!!)

Plastik og selviscenesættelse som kopi af nogen andre, er bare sjovere. Mere hipt. Og meget mere opmærksomhedsskabende.

Mainstream´en er stærk. Og det er selvklart en strøm der ikke lader sig stoppe, bare fordi Fru Poulsen synes det er sååå tomt.

Jo, vi kan da godt slukke for tv´et fredag aften, eller en hvilken som helst aften, hvor plastikken skinner om kap i primetime. Og hive guitaren frem sammen med Karla.
For Karla er anderledes. Hun si´r det selv.
 'De andre piger kan rigtig godt lide pop, men jeg er ikke så vild med det. Jeg er mere til gamle sange, Frede Fup og Kim Larsen og sådan'.





Det kan jeg glædes over. Sidde med mine gamle dyder og forsøge at fastholde en barndom i min 9-årige datter, mens resten af verdens ni årige ræser afsted i tweenstyle og næsten med hormoner som en rigtig teenager.
Hvorfor så problematisere det?
Øh, ja ved sgu ikke - det er bare - er man 'lonely rider' hvis man ikke synes om pop og plastik?
Går i farver, når andre foretrækker at gå i sort, gråt, brunt, beige?

Basicly, er jeg nok bekymret over, om min datter gør for meget, som jeg.
Mig i mit evige røde tøj. Mine meninger. Mit menneske-og verdenssyn.
Mig, der sidder og brokker mig på min lille blog om mainstreams unoder.
 - Åh! Nej, er hun som mig!? Skal hun opleve sig selv som anderledes altid? Ikke at høre til?

Så derfor bliver jeg nødt til at gå tilbage til mit udgangspunkt:
Plastik fremfor ægthed? Hvad vil du helst ha´? Og hvad ønsker du mest for dine børn?

Ja, så glædes jeg over at hun bevare ægtheden, og ikke vil være en kopi (måske en kopi af sin mor?! - men så er det jo bare almindelig identitetsdannelse. Eller hvad?).
For det at bevare sig selv, må altid være at foretrække frem for at være en kopi af noget, man måske endda ikke selv kan identificere.
Jo, jo, jeg ved da godt Anthony Robbins storsmilende sælger, at vi skal gå ud og kopier de andres succes, for selv at få den. Successen. Men hallo, det er Anthony Robbins! Jeg ville få meget større skader end brandsår, hvis jeg lavede kurser, hvor folk sku' gå på gløende kul. Anthony Robbins er nok startet med at inspireres af andre - men han er ingen kopi. Han har skabt sig selv som konceptet 'guru'. Det kan ikke gøres efter. Det kan kun gøres - hvis det i det hele taget skal gøres? (dog en helt anden debat) - med ægthed og den tilpas karismatiske personlighed, der kan tiltrække et så stort verdens-publikum.

Og hvad fanden er der galt med at være Fru Poulsen fra Kommunen. Eller Banken. Eller Brugsen?
Nej, man tjener ikke boxen på det. Og man er ikke feteret. Ikke ret meget i hvert fald.

Så konklusionen er som starten på min tankerække: Damn for plastik-mainstream! Ku´ det dog bare være ægtheden, der var in og mainstream.

Og så satser jeg på, at det kommer igen.
Ægtheden i vor kultur.
Inden der er for mange der er druknet i mainstream-plastikken.
Eller restylanen......

Etiketter: ,

lørdag den 9. februar 2013

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Jeg har ikke skrevet herinde længe.
Længe. Evighed siden. Mindst. Sådan er det når en mister tidsfornemmelsen.

Lige nu hører jeg rytmer - hele, halve, harmoniske. Beatbox inde fra Mandens arbejdsværelse.
Der skabes musik til den sang Tøsen og hendes skoleveninde skrev på i aftes.
Sønnen ligger stadig og sover - den nye teenalder kræver mere søvn.
Hunden ligger foran brændeovnen.
Og her, midt i en sandwich af overflod, sidder jeg.
Hvad mere har jeg brug for? Jeg har alt... Mit liv er så fuld af liv! Kan man/jeg ønske sig/mig mere - end et liv, så fuld af liv, at det er umuligt at ignorere? At det mærkes hele tiden. No way jeg kan være ubevidst om, at jeg lever.

Der er kommet en ny til i familien. Chinchillaen Charlie.
Da min skoleveninde døde, var der en masse skønne dyr, der pludselig stod uden hende. Omsorgen. Tøsen har så længe ønsket sig at få et lille levende dyr. Et som hun kunne få lov at gi´ en hulans masse love og kæl. Og føle sig særligt betydningsfuld for.
Så nu har min afdøde veninde givet Tøsen en særlig gave.
Charlie er kæmpesmuk og sød.
Og Tøsen er lykkelig i glimt.

Så her er meget med liv.

Og meget med død.
Jeg skal til en bisættelse mere. To inden for to uger.

Med al min spirituelle viden. Med min særegne livserfaring, kan jeg godt give slip på den fysiske død. Accepten af at vi dør fysisk. At vi er på en vej. Jeg kan endda, om jeg ønskede det, tale med de døde jeg savner.
Trods dette bliver jeg ramt af døden, når den kredser om min inderkreds.

Det trækker sig ind i mit system, i min aura. For jeg mærker så tydeligt, så kraftigt de efterladtes smerte og sorg. Mærker de afdødes sidste dage. Det kan føles som en lethed - eller som en tung smerte. Nogle gange vil de gerne have lov at tage afsted. Andre gange kæmper de for at få lov at blive.
Det er en af mine (såkaldte?) gaver.

Men generelt omkring den fysiske død.
Jeg tror ikke på, at vi skal blive så spirituelt orienterede, at vi ophører med at mærke den fysiske smerte, lidelse, sorg. Whatever.
For det er kun i den fysiske form, her på jorden, at vi er i stand til at opleve dette kompleks. I vor ren åndelig shape, findes ingen smerte. Blot det stærke og opløftende lys, glæden, i evighed.

Så jeg tænker meget på livet.
Jeg tænker meget på døden.
For tiden.

Jeg bliver trist. Men jeg bliver også meget glad. Ydmyg.
Over stadig at være med. Her. Stadig have chancen.

Jeg ved ikke rigtigt hvor mange gange jeg har været ved at dø.
Jeg ved kun at der er to gange hvor jeg døde og kom tilbage.

Ja, der findes kun eet nu.
Ja, det er nu vi skal søge og være i.
Men stadig er fortiden den, der bragte os til nuet.
Og fremtiden den, der bliver vor næste nu.

Det jeg prøver at sige er, at vi er mennesker først og fremmest. Dernæst er vi spirituelle væsener. (Nuvel ja, vi er selvsagt ren energi, der fødes i fysisk form, når vi kommer her til jorden. Så ud fra den logik, kan man sige vi først er spirituelle, dernæst mennesker.)

Men jeg mener, at vi skal lære at give os selv lov til at være fuld af fejl og uslebne kanter!
Revner og sprækker ind til det 'grimme' ego!
I vor søgen om større og højere bevidsthed, kan vi udvikles. Gøre det bedre end i går. Og deri ligger vor smukkeste mulighed; at vi kan forandre/-s og udvikle/-s.
Ønsker bare s.å! meget, at vi kan (lære at) tilgive os selv. For vor menneskelighed. Spækket med fejlbarlighed.

Det at læse eller høre om hvor perfekte andre er. Om hvordan de har fundet den perfekte sandhed og at den derfor skal efterleves af alle andre. Dét kan jeg kun bruge til at skærpe min egen trang til at være mig. På min måde. Uanset jeg slet ikke er perfekt.
Det er ikke fordi jeg søger at snobbe ned. Krakelere glansbillederne, vise mit inderste væsen med blodpltter og det hele på. Det er bare en form for nødvendighed - tilgivelsen. Det er en nødvendighed at lære at tilgive.

Så siddende her. I det perfekte sted i mit menneskelige liv. Med døden tæt inde på. Og spirituelle sensorer oppe og nede, som omfanger mere end min hjerne kan kapere. I min forvirring og frustration. I min glæde over at være. Har jeg lært, og opdager igen og igen, mit behov for at slippe min egocentrisme. Det 'egocentriske ego'.
Det er her tilgivelsen kommer ind (i mit liv).
For når mit ego er så sammenvokset med min egocentrisme - som siamesiske tvillinger - bliver jeg vred og skuffet over mig selv. For alt det jeg ikke er.
Det er menneskeligt. Måske universelt? Og tilgivelsen er nødvendig.
For at leve. Ikke kun overleve.
Kan du følge mig?

Kærlighed handler om tilgivelse. Til sig selv. Til andre. Til fortiden. Nuet og fremtiden.
Uden tilgivelse kan jeg ikke være i nuet - det tror jeg ingen kan.

'Den der kun kan elske andre, kan slet ikke elske. ' Erich Fromm.

Well, i pauserne. Mellem tankerne om livet og døden, har jeg genfundet Peters skønne bog 'Letmælkprofeten'. Det er uden tvivl, den bedste bog han har skrevet!
Jeg ler lige så selvfedt, som jeg gjorde da jeg læste den første gang for ca. tyve år siden.
Og da jeg desværre har lånt den ud engang til nogen som også trængte til at le, mistede jeg den. Nu har jeg været så heldig at finde den antikvarisk.

Hovedpersonen minder mig i øvrigt om en sjov oplevelse nogle veninder og jeg havde sammen. Dengang i start halvfemserne, var der en kendt clairvoyant som holdt til på Islands Brygge. Han var ret omsværmet af kvinder, når han stod der med sit halvlange hår og rødder til sit tidligere liv som shamann. De flokkedes om ham i det lille te-køkken hvor han stod og røg i pauserne.
'Du kommer a.l.d.r.i.g. til at blive en så stor clairvoyant som jeg!' konstaterede han, efter et møde med min aura.


 










Beskrivelse: Filosofisk og satirisk farce om en falleret skuespiller, som opdager, at han har overnaturlige evner. Han slår sig på astrologien og bliver en berømt guru, men mister efterhånden helt jordforbindelsen.




Enjoy!
Livet. Dig selv.
Og le af det hele fra tid til anden!

Etiketter: ,

Om at elske

'Den der k.u.n. kan elske andre, kan slet ikke elske.'

Erich Fromm